Tirsdag den 7. oktober afholdt Viby Syd Fællesråd repræsentantskabsmøde med den dagsorden, at man ville puste nyt liv i foreningen. Det lykkedes ikke. Ud over fællesrådets tre mand store forretningsudvalg mødte der kun en enkelt borger op til mødet, så tilslutningen var mildt sagt ikke overvældende.
Formand Yrsa Skjødt Høj udtrykte det kort og lakonisk: ”Det her giver ingen mening, så jeg mener, at vi nu meddeler Århus Kommune, at Viby Syd Fællesråd er nedlagt.”
Opbakningen mangler totalt
Og sådan blev det. Medlem af forretningsudvalget Bitte Emmery kunne fortælle, at hun havde udsendt ca. 100 mødeindkaldelser, så på den baggrund er der formodentlig heller ikke andre muligheder end at lukke og slukke – opbakningen til fællesrådet mangler totalt.
Viby Syd mister er talerør
Man kan mene, at lokalområdet nu står tilbage med det problem, at kontakten til Århus Kommune bliver mærkbart forringet. Afgående formand Yrsa Skjødt Høj fortæller, at fællesrådene er den kanal, kommunen bruger, når der skal orienteres om for eksempel lokalplaner. Lige som fællesrådene er en let og direkte kommunikationsvej fra lokalområderne til kommunen.