Hvert år afholder foreningen Pigeliv i Gellerup en stor festival, som også blev afholdt i år på Gellerupscenen.
Ved 16-tiden er der allerede kommet omkring 200 piger mellem 15 og 23, som har betalt 60 kr. for at komme ind til festivalen. På programmet er blandt andet sangerinden Jasmin fra København, som nogen måske kender fra tv-programmer Dr Allstars.
L.O.C er aftenens store navn, men andre lokale navne er også populære. Soul Connect, som var nogle af de få til at gå igennem nåleåret hos de hårde dommere i X-faktor, optræder med et par numre, og der bliver danset ivrigt blandt de fremmødte.
Mad fra hele verden
I forhallen er der opstillet borde, der bugner af mad, som man kan købe for 30 kroner. Der er arabisk bønnegryde, en slags frikadeller, forskellige boller med fyld, kage og meget mere. Det er populært, og der er en kæmpe kø hele tiden.
”Det er noget, vi køber udenfra,” siger Lahila, som er frivillig på Gellerupscenen. ”Sidste år havde vi mest falafel og pizza, så i år besluttede vi, at der skulle være et større udvalg.”
Hun står med en kagedåse i hånden og tager imod betaling for fotografering, som bliver foretaget af en professionel fotograf.
Jasmin synger og besvarer spørgsmål
Jasmin optræder med nogle sange, hvor hendes gode stemme virkelig skinner igennem. Efter hendes lille koncert er hun klar til spørgsmål fra salen.
De fleste spørgsmål går ud på at være muslim og optræde med tørklæde på. Hun fortæller, at hun er halvt dansker og halvt palæstinenser, og først selv blev muslim, da hendes mor konverterede, da Jasmin var 5 år gammel. Derefter besluttede hun sig til at gå med tørklæde på og har haft det på, siden hun var 11 år gammel.
Hun slutter med at komme med gode råd til de fremmødte. Hun mener, at alle skal have en uddannelse, da alle ikke kan regne med, at blive kendte og leve af det, og derfor skal have noget at falde tilbage på.
”Har de der L.O.C været der?”
Efter tamilske dansere er det på tide for portalen at gå hjem. Selvfølgelig ikke før der er blevet smagt på den arabiske mad. Man får en stor tallerken med lækre ting, og alle virker glade og tilfredse med måltidet. At nogle kun er kommet for at holde øje med deres børn, beskrives godt af denne bemærkning:"Har de der L.O.C spillet endnu?”