Forældre og medborgere, der vil støtte børn og unge og tage ansvar, er der. Men de ved ikke altid, hvad de kan gøre, eller hvordan de skal gribe det an.
Det er et udgangspunkt for Sporttrack, der tilbyder et gratis medborgerkursus. Kurserne varer en lørdag eftermiddag, og det første kursus løber af stabelen lørdag den 14. februar kl. 13-18.30 i Globus1.
Medborgerkurser for voksne
Kurserne er udviklet af Kasper Mølgaard, der er projektkonsulent i Sporttrack. Kasper Mølgaard underviser også på kurserne. Det drejer sig om foreninger som vej til mening med fritid i fællesskab med andre.
Kurserne henvender sig til voksne og er især møntet på forældre, der vil støtte op om deres børns og unges deltagelse i fritids- og foreningsliv.
"Foreninger er en ramme for at realisere ideer og gøre drømme til virkelighed," mener Kasper Mølgaard og tilføjer: "Vi kan alle bruge foreninger til at skabe fællesskaber og aktiviteter. Men er du ikke foreningsvant, har du gavn af introduktion til, hvad foreningsliv står for, og hvad foreninger kan bruges til. Derfor tilbyder vi medborgerkurser."
Vær med til at bestemme kursusindhold
Kasper Mølgaard oplyser, at medborgerkurserne er bygget op omkring et hefte med information om, hvad en forening er for en størrelse, og hvordan man håndterer det her med foreninger. Men samtidigt understreger Kasper Mølgaard, at de enkelte medborgerkurser vil forløbe efter deltagernes behov og på deres præmisser.
"Sporttrack vil gerne på forhånd kontaktes af interesserede, som vil give en mening til kende om, hvad der er vigtigt, eller som har ideer til kurserne," opfordrer Kasper Mølgaard. Brug info@sporttrack.dkl, eller se www.sporttrack.dk. Du kan også ringe på telefon 29273888.
Til slut minder Kasper Mølgaard om, at det ikke kun er forældre og andre voksne, der har brug for foreninger og foreningsliv. Foreninger har også brug for hjælp fra forældre og andre voksne til så mange små og store ting, at alle vil kunne byde ind med netop det, de kan.