Anders Glahn – fritids- og ungdomsleder i Gellerup – viser stærke følelser, både når han er glad, og når han er vred. Lige nu stråler han af begejstring, når talen falder på den nye rapport om børns og unges fritidsliv i udsatte områder.
Rapporten dokumenterer, hvad han har sagt i en årrække: Der mangler foreningstilbud til børn og unge, de eksisterende tilbud har svært ved at tage imod nogle af børnene – "bøvlehovederne" – og de kommunale klubtilbud er for dyre. Og ikke mindst: kommune, boligforeninger og det frivillige liv skal finde bedre sammen. Sådan!
Det er pligtlæsning!
"Undersøgelsen fra Det Boligsociale Fællessekretariat er noget af det mest kvalificerede, jeg har læst de seneste 10 år. Det er pligtlæsning for kommunale folk og boligsociale medarbejdere! For sådan en undersøgelse vil Århus Kommune ikke selv kunne præstere," kommer det fyndigt fra Anders Glahn, som er en af kommunens 13 fritids- og ungdomsledere.
Men der skal reageres på rapporten, og det skal være nu, påpeger han.
"Hvis ikke man sætter sig sammen nu, så dør sagen inden for et halvt år. Rapporten skal bringes ind i det politiske system, og vi, der arbejder med børn og unge ude i områderne, skal finde fodslag."
Det med fodslaget beskriver Anders Glahn sådan:
Vi skal se, hvad der virker
"Kommunen er eet system, det boligsociale arbejde er et andet system. Men vi kan ikke lavet noget til gavn for børn og unge, uden at vi gør det i fællesskab! Vi skal se at blive enige, og så må vi undgå at gøre det til isolerede projekter, for projekter dør ud. Vi skal bruge tid på at se, hvad det er, der virker, og så skal vi udvikle driften!"
Anders Glahn ved udmærket, at det er en udfordring at gøre det i praksis. Han bruger selv udtrykket "bøvlehoveder" om dem i aldersgruppen, som foreninger og klubber har svært ved at håndtere, og det kræver ressourser.
"Vi skal finde skillelinjen mellem foreningslivet og det offentlige, for det er det offentlige, som skal løfte de tunge sociale opgaver," slår lederen fast.
Pligtlæsning eller ej… rapporten kan læses her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.