"Vi skal ikke putte hinanden i kasser, og da slet ikke i den samme kasse."
Det siger en gruppe studerende, der i Socialrådgiveruddannelsens forhal i Nobelparken fremlægger deres arbejde fra en projektuge med Gellerup i Gellerup. Deltagerne i projektugen er tværfagligt sammensat med studerende fra læreruddannelsen og pædagoguddannelsen.
Idemarked
Forhallen er omdannet til et idemarked. Ved cafeborde fremlægger de studerende i grupper resultater af nærkontakt med Gellerup og bydelens beboere.
‘Danskhedskassen’
En kasse på et cafebord hentyder til danskhedsprøven som udtryk for at ville putte alle i den samme kasse. Samtidigt morer flere af de studerende sig over, at de trods danske forældre og dansk opvækst ikke er ’danske’ nok til at komme i kassen, fordi de ikke selv kunne bestå danskhedsprøven. "Er danskerne selv gode nok til at være danske," lyder et seriøst spørgsmål stillet med et smil af de studerende.
’Danskhedskassen’ er omgivet af eksotiske ting fundet i Bazar Vest, som studerende gerne vil have i deres hjem. Et andet bord viser vareprøver inspireret af sanselighed gennem duft og smag fra Bazar Vest.
Undervisning og klubtilbud
Næste cafebord rummer forslag til en klub som eftermiddagstilbud i Gellerup til børn fra 1.- 5. klasse.
Det har de studerende under arbejdet i Gellerup konstateret et behov for. Og det har de en vision om at kombinere med undervisning. Studerende skal, i tværfaglige undervisningsforløb med praktik, på frivillig basis klare arbejdet i klubben bortset fra ledelse og administration. "Vi er studerende nok i Århus til, at arbejdet i klubben kan dækkes ind hele året," konstaterer gruppen bag forslaget optimistisk.
Gellerupbilleder
På to cafeborde udstilles pressens billede af Gellerup på det ene bord og beboernes billede af Gellerup på det andet. De to billeder ligner bestemt ikke hinanden.
Der er mulighed for, på tipskupon, at prøve sin viden om Gellerup af. Der kører billedserier og vises plancher med forslag og ideer: Der er muligheder i Gellerup.
Opdagelsesrejse og møde
Claus Iversen fra pædagoguddannelsen er en af de tre undervisere bag projektugen: "Arbejdet ude i Gellerup har været en opdagelsesrejse ind i eget syn på minoriteter. En fremmed er ikke en beboer i Gellerup. Men en forestilling i dig selv."
Marianne Leth fra læreruddannelsen fremhæver, at kulturforståelse kræver evne til at skifte perspektiv. "Kultur er ikke noget, man er født med," slår Marianne Leth fast, "og et møde finder ikke sted mellem kulturer, men mellem mennesker."