Ind ad døren – ligeud – men hold kursen ca tre grader mod vest, og du ender midt i Gellerup Biblioteks nyeste "hjørne".
Som en udvidet service til byens voksne borgere har Gellerup Bibliotek "opfundet" IT-hjørnet. Alle over 18 år er velkomne til at komme og stille kloge og mindre kloge spørgsmål om IT til Søren Petersen, der vil stå til rådighed tirsdag og torsdag mellem klokken 10 og 12.
Husets ansatte fik en tanke: hvorfor skal disse computere bare stå ubenyttede hen, mens deres primærbrugere, teenagerne er i skole, og svaret lå lige for: det skal de heller ikke, vi vil åbne dem for det voksne publikum og tilknytte en person, hvor man kan hente råd og vejledning om alle de finurligheder, der kan forekomme i computeruniverset.
Hjælper på dansk og engelsk
Søren Petersen, der i forvejen er lektiehjælper, IT- og kommunikationsmedarbejder på biblioteket, er den kompetente vejleder, der både på dansk og engelsk kan hjælpe fru Jensen og Mr. Schmidt videre, hvis der lige er opstået et problem. Og skulle der komme spørgsmål på sprog fra syd for Kongeåen, håber han at kunne få asssistance hos naboen Folkeinformation.
Man behøver ikke bestille tid, men møder bare op på biblioteket og medbringer evt. sin bærbare. Det kan også lade sig gøre at maile til Søren Petersen efter et godt råd, hvis altså man allerede har lært at sende og modtage mails, ellers er der kun den hårde måde: mød op og få det lært.
"Nu starter vi op herfra og undersøger behovet," siger Søren Petersen, der venligt har budt på både en "sid ned" og en kop kaffe, "og du er naturligvis også velkommen til at spørge løs lige som alle andre."
Hvis du har et særligt ønske, kan du sende en e-mail til:
It-underviser Søren Petersen: spet@aarhus.dk