Det nye rapcenter i Bispehaven er næsten klar til at tage imod sine brugere.
De sidste opsætninger af lydfordelere og rengøringsarbejdet er i fuld gang, da aarhusvest.dk besøger lokalerne på Hasle Centervej 231.
Rapcentrets leder Rasmus Brandt Lauridsen tager imod i lydstudiet, mens der stadig forgår indretning af Centrets kontorlokale.

Godt udstyr og fine lokaler
Rasmus Brandt Lauridsen viser lydstudiet frem med faciliteter til færdige rapproduktioner. Her kan optages, mixes, produceres beats og mastereres. Det sidste har noget at gøre med at få det hele til at hænge rigtigt sammen. "Vi har lydstudiet med det bedste udstyr," påpeger Rasmus Brandt Lauridsen med tilfredshed. Også Centrets undervisningslokale kalder Rasmus Brandt Lauridsen et rigtigt godt lokale.
Den officielle åbning af Rapcentret er fastsat til den 14. juni, men der er endnu ikke lagt et program for dagen. At der bliver lejlighed til at høre rap, tør Rasmus Lauridsen dog godt stille i udsigt.
Rapcentret så småt klar til at starte
Men allerede nu, hvor der kun mangler at trække de sidste kabler og sætte de sidste lamper op, begynder Centret at invitere brugere ind. Det sker i samarbejde med de otte rapskoler i Århus på ungdomsskoler i Vestbyen, Viby og Trige.
"Rapcentret er tænkt som et niveau over de otte lokale rapskoler for unge, der gerne vil arbejde videre med at udvikle deres rap," forklarer Rasmus Brandt Lauridsen og understreger: "Det kræver seriøst og disciplineret hårdt arbejde at bruge Rapcentret. Vi har ikke plads til at hænge ud. Stedet her er for unge, der gerne vil udvikle sig."
Målrettet arbejde for selvværd
Hver enkelt bruger skal have en handlingsplan med projekter, der skal realiseres. I handlingsplanen indgår en tidsplan med delmål, der følges op på.
For Rasmus Brandt Lauridsen er Centrets succesmål de unges egen oplevelse af at opnå sejre: "Rappen giver de unge udbytte sprogligt. De får ordforråd og lærer at udtrykke sig. Og de får fornemmelser for, hvad nuancer i udtryk betyder. Målet er at styrke de unges selvværd gennem succesoplevelser fra egen indsats."
"Det er ikke afgørende, om vi skaber nye stor rapstjerner," forsikrer Rasmus Brandt Lauridsen, som dog vedgår, at det kan være en bonusgevinst. Hans drøm er mange glade, motiverede og passionerede unge, som blomstrer op og opnår kvalifikationer, de også kan bruge til meget andet.
Godt forhold til naboer
Rengøringsholdet skal til i lydstudiet. Rasmus Brandt Lauridsen følger ud gennem undervisningslokalet, hvor bordopstilling nu er på plads. Han glæder sig over ikke at have mødt modstand under indretningen af Rapcentret i Bispehaven. Og han forsikrer, at alle skal være velkomne til at kikke ind og se, hvad det er, og hvad der foregår.