Mens stormen rusker i trætoppe og regnslag, okser en udmattet skriverjomfru sydpå. Rygtet vil vide, at der foregår noget særligt i Ryhaven.
Nå ja, tænker journalisten, alment boligbyggeri er og bliver alment boligbyggeri – med henkastet affald, skrammel i hjørnerne og beboere, der passer hver deres bag døde vinduer.
God skiltning
Og endelig. Det må være her, der ligger børnehaven i hvert fald. Og husnumrene er til at få øje på. Ligeud og så til højre og den grønneste hæk står klar til at støtte den vejfarendes cykel.
Venlig modtagelse
Varm som et dampbad ringer journalisten på og bliver straks budt indenfor og velkommen, og snakken går omgående som mellem veninder, der har kendt hinanden altid.
Tidstypisk byggeri
Entreen er lille, som dengang i tresserne, men skidt med det, for stuen er stor, og udenfor lyser haven op med saftigt græs, læ og ugenert plankeværk, og i baggrunden ser man genboens tag, der er ved at smuldre til trods for udskiftning i halvfemserne. Så en større renovering er på vej. Engang.
Det almene er godt nok
Lene Nørgaard, som er den gæstfrie beboer i netop dette hus i et hjørne af Ryhaven, fortæller levende om altid at ha’ boet i den almene sektor. Om sjældne bagerforretninger og høje priser og om dét det hele egentlig drejer sig om denne dag, nemlig den tiltalende måde man her i Ryhaven modtager sine tilflyttere på.
Det er de levende, der gør forskellen
Lene og ægtemanden Ole flyttede hertil for tre et halvt år siden. Egentlig var området vist lidt stille, men Ole blev hurtigt valgt ind i afdelingsbestyrelsen, og hvordan det egentlig gik til, er svært at sige, men i hvert fald er der nu mere liv i afdelingen.
Formandens kone byder velkommen
Som formand får Ole besked, når der er nytilflyttere i afdelingen, og efter en måneds tid pakker Lene en lille velkomstgave. Såmænd bare en æske chokolade, et lamineret kort over området med vigtige telefonnumre på bagsiden og så en lille, oplysende folder.
Og så går hun på hjemmebesøg. Siger velkommen til de nye, fortæller lidt eller meget og inviterer dem til at være med i de aktiviteter, man har i afdelingen.
Og endelig spør hun om lov til at annoncere de nytilkomnes navne og alder på de eventuelle børn. Disse oplysninger sættes på opslagstavlen ved affaldsøen, så alle straks har styr på, om der er kommet nye legekammerater på ens egen alder.
Nu kender de jo nogen
Der er stor forskel på, hvordan Lene bliver modtaget, men typisk bliver hun budt indenfor hos gammeldanskerne. Og de allerfleste – både gammel- og nydanskere – gir udtryk for, at de er glade for denne velkomst og kommer som oftest, når der efterfølgende er arrangementer, "for nu kender de jo nogen," som Lene siger.
