Danmarks Radio har afgjort, at Vollsmose, Gellerupparken og Mjølnerparken er ghettoer. I hvert fald har de brugt titlen "Vennner i ghettoen" på en tv-serie, som kører hele næste uge på Ramasjang-kanalen, og sjovt nok har serien til formål at afkræfte fordomme om ghettoer…
I uge 40 vil DR Ramasjang Live sætte fokus på børn og unge i udsatte boligområder. Slå ind på kanalen fra mandag til torsdag kl. 17.50 og se ti minutter med børn og unge, der lever et helt almindeligt liv i nogle af de udsatte boligområder – herunder Gellerupparken.
Nydansk Ungdomsråd har hjulpet tv-folkene med at finde emner og personer til serien.
Ganske almindelige børn
"For os er det vigtigt at være med til at vise, at børn i f.eks. Vollsmose er ganske almindelige børn, der lever en almindelig hverdag med deres familie. Når man følger den ensidige dækning i medierne, er det jo svært at forstå, at der faktisk bor mange almindelige mennesker i de udsatte boligområder," siger medlem af Ny-Dansk Ungdomsråd, Inaam Abou-Khadra.
Hvorfor dit og hvorfor dat
Hvorfor har Ebubekir ikke flæskesteg med på madpakken? Føler Sam fra Nørrebro sig mest som dansker eller iraner? Er Adelisa fra Vollsmose bange, når hun går hjem om aftenen? Og hvad er hendes eget bud på, hvorfor der bor så mange udlændinge i Vollsmose? Har Shaquya en forklaring på, at der ingen etnisk danske børn går i hendes klasse? Og hvorfor må man ikke have en kæreste, når man er muslim?
Det er nogle af de spørgsmål, der kommer op i serien, oplyser Birgitte Fredsby, som er kanalchef DRs Børn- og Ungekanal.
Integrationsministeriet har støttet serien via satspuljemidlerne.
Udsendelserne vil i næste uge også kunne ses her på Ramasjang Live I fjernsynet kan du kun se udsendelserne, hvis du har digitalt tv.