Ghettodebatten ruller igen i medierne, i Folketinget og på gaden. Brug af ordet ”ghetto” smitter åbenbart, og pludselig er det på alles læber. Journaliststuderende Thomas Gam Nielsen, en af ophavsmændene bag www.voresgellerup.dk, giver på sin blog, Gams Gadestreger, der bl.a. er optaget af socialpolitik, sine bud på, hvorfor og hvordan de udsatte boligområder i landet igen er blevet genstand for stor medieopmærksomhed i den seneste tid.
I et blogindlæg fra den 12. oktober med overskriften ”Ghetto her, der og alle vegne” peger han på, at opmærksomheden især kommer fra tre kanaler:

  1. Mediernes prioriteringer, som bl.a. har affødt Jyllands-Postens serie "Ghettoland".

  2. Statsministerens åbningstale i Folketinget, hvor han fremlagde sin bulldozerplan om at få ryddet op i landets ghettoer.

  3. Konkrete episoder som den seneste tids ildspåsættelser i Gellerup, bl.a. ved børnehaven Spiren.

Medierne tager til ghettoen
Så kører mediemøllen. Hver historie er mere vand på den, og nyhederne og snakken går. Thomas Gam Nielsen tør ikke give et bud på, hvad der kommer først; om åbningstalen er affødt af brandene, eller om artikelserierne kan have antændt noget hos de unge.
I stedet kortlægger han en kronologi over historierne om Gellerup. Heri indgår først artikelserien fra JP , som blev startet den 19. september, et par dage senere historien om de mange påsatte brande i Gellerup, også i JP, og så historien om brandene ved børnehaven.
Så begynder medierne at zoome ud, og både JP og Berlingske Tidende fremlægger kort over landets ghettoer. Først den 1. oktober, hvor Jyllands-Posten peger på tre århusianske ghettoer, mens Berlingske den 5. oktober fremlægger et kort, hvor kun Gellerup/Toveshøj og Bispehaven er tilbage, på baggrund af Socialministeriets ghettodefinition.
Politikerne tager samme vej
Samme dag som Berlingske fremlægger ghettokortet, holder Lars Løkke Rasmussen åbningstale i Folketinget. Her lægger han op til, at regeringens kommende ghettoudspil skal indeholde forslag til indsatser i de udsatte boligområder til i alt en halv milliard kroner, som bl.a. vil betyde nedrivninger i Gellerupparken og Bispehaven.
Så kommer DR’s nyhedsserie Det Andet Danmark, hvor seerne blandt andet bliver vidne til, at DR-holdet på besøg i Gellerup får stjålet en taske i DR-vognen og i to omgange får smadret bilruder.
Og så kommer også Socialdemokraterne og SF på gaden med et ghettoudspil, hvor de bl.a. foreslår at sende 200 ekstra politimænd til udsatte boligområder for ”at skabe tryghed og slå hårdt ned på kriminalitet og asocial adfærd.”
Vi kan roligt gå ud fra, at det sidste "ghetto" ikke er sagt i denne sag. 
Har du ikke fået nok af ordet ghetto? Så lyt til Elvis i "In the Ghetto"

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.