Alle lokalbiblioteker i Århus får ny struktur fra årsskiftet, og især på lederplan giver det ændringer. Der ansættes en ny leder for seks biblioteker i Vest, og det bliver Susanne Gilling, som i dag er afdelingsleder i Risskov.
Lone Hedelund, som i dag leder Gellerup og Hasle Biblioteker, vil få en ny funktion, idet hun bliver teamleder for "viden og læring" på de seks biblioteker. Hun bestemmer selv, hvor hun fysisk vil få kontor, men et gæt vil være Gellerup.
Hensigten er at slanke ledelsen
Lederen af kommunens lokalbiblioteker, Britta Bitsch, siger til gellerup.nu, at hensigten især er at slanke ledelsen. I stedet for, at hvert lokalbibliotek har sin leder, skal der nu kun være tre ledere i henholdsvis Nord, Vest og Syd.
Gellerup hører til Vest – og her er desuden Hasle, Åby, Harlev, Tilst og Sabro. Den nye leder i Vest vil få kontor på Åby Bibliotek.
Hvert distrikt får til gengæld tre teamledere: for "viden og læring", "kultur og oplevelser" og for "logistik". Det sidste handler om mange af de praktiske spørgsmål på bíbliotekerne.
Gellerup og Hasle kan fortsætte multikulturel profil
Gellerup og Hasle, som hører til de stærke biblioteker på den multikulturelle front, mister ikke noget af denne profil, garanterer Britta Bitsch:
"Der sker ingen forandring. Tilbuddene i hvert lokalområde er altid afstemt efter brugerne, og Hasle, Gellerup og Tilst har i forvejen et fælles udviklingsåprogram på området, så nu kan vi endda forstærke samarbejdet."
"Det handler også om, at vi ikke skal opfinde den dybe tallerken igen og igen. Det vil sige, at i stedet for, at man hvert sted planlægger og gennemfører eksempelvis IT-kurser, så vil der være nogle faste medarbejdere på de seks biblioteker, som tager rundt og står for disse arrangementer," tilføjer lokalbibliotekernes leder.
Hvordan kommer brugerne til at mærke ændringerne?
"Jeg håber, at de vil komme til at opleve en bedre kvalitet, fordi dette er målet med en bedre ressource-udnyttelse."
Ændringer fra næste sommer
Britta Bitsch forventer ikke, at der allerede fra årsskiftet kan mærkes de store ændringer, men nok først til sommer. Medarbejderne skal lære at arbejde i teams og skal følge en kompetenceplan.
"Vi har aldrig haft så mange opgaver på bibliotekerne, som vi har i dag, vi har oplevet knopskydning på knopskydning. Derfor er det fornuftigt at standse op og se på strukturen og organisere sig på en ny måde."
Går der ikke bare endnu mere tid med teammøder i fremtiden?
"Nej, jeg kan garantere, at det gør der ikke, for vi har i dag så mange møder, at det KUN kan blive mindre," besværger Britta Bitsch.