Ingeniørhøjskolen i Århus er i færd med at gøre en ekstra indsats for at tiltrække studerende med indvandrerbaggrund. Det gjorde de ved i forrige uge at rykke skolens studievejledning til Bazar Vest, hvor de også præsenterer rollemodeller i form af indvandrere, der er gået ingeniørvejen.

Faktisk har ingeniørhøjskolen i forvejen temmelig mange tosprogede studerende: Cirka 15 procent af skolens elever. ”Det skyldes en uddannelsesindsats med et klart integrationsfokus,” fortæller lederen af Ingeniørhøjskolens centrale studievejledning, Birgitte Castenskjold Viborg, til Århus Stiftstidende.
Hun mener, at de som uddannelsesinstitution har ”et moralsk og samfundsmæssigt ansvar”, samtidig med at det ikke er nogen hemmelighed, at erhvervslivet har brug for flere ingeniører. 

I forvejen er ingeniørstudiet populært blandt tosprogede unge mænd, ligesom medicinstudiet er det, og i modsætning til humanistiske studier. Dette peger på, at der er klart potentiale for Ingeniørhøjskolen for at finde nye studerende i deres fremstød i Gellerup.
Aspirantkurser
Ingeniørhøjskolen udbyder sammen med VUC Århus aspirantkurser. Består du dette kursus, får du adgang til skolens adgangskursus, som varer halvandet år. Med det bestået får du adgang til selve ingeniørstudiet. Det betyder, at du kan blive ingeniør på fem og et halvt år og uden at have gennemført en gymnasieuddannelse. For at blive optaget på aspirantkurset skal du blot have bestået Folkeskolens eksaminer i matematik, engelsk, fysik og kemi.

Torsdag den 9. december er studievejledningen igen at træffe i Gellerup. Denne gang på biblioteket.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.