Bazar Vest mangler lejere, især i den nye afdeling, og bazaren opfordrer nu Århus Kommune til at benytte sig af et eller flere lejemål i bazaren. Det kan være med til at løse den økonomiske krise i butikscentret og lokke flere kunder til.
Det vil kommunen gerne overveje. Borgmester Nicolai Wammen overstreger over for JP Århus, at kommunen naturligvis ikke kan gå ind med økonomisk støtte til det private butikscenter, men den kan godt leje sig ind og udbyde borger-rettede faciliteter fra bazaren.
Wammen vil gerne diskutere med bazarens ledelse, hvordan de to parter kan samarbejde om en fælles opgave – integration og beskæftigelse. I dag er der 300 jobs i Bazar Vest.
"Bazar Vest er et kæmpemæssigt beskæftigelsesprojekt, og hvis kommunen kunne støtte os ved at leje lokaler til sociale formål, kunne vi skubbe endnu mere iværksætteri i gang," siger Olav de Linde, som ejer Bazar Vest.
Ifølge JP Århus er også SF med på at bruge flere af bazarens lokaler.
"Som kommune har vi et klart socialt og beskæftigelsesmæssigt ansvar i Gellerup," siger Claus Thomasbjerg (SF).
Kun Venstres Bünyamin Simsek taler imod, da han ikke ser bazaren som et socialt projekt, men som et indkøbscenter på lige fod med andre butikscentre i byen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.