Går du med en skuespiller i maven, så kom til samtale og medvirk i Opgang2’s talentskole dette forår. De igangsætter fra februar til maj en talentskole for unge mænd med flerkulturel baggrund, der ønsker at blive skuespillere.
Talentskolens formål er at uddanne nye skuespillere til teatrets kommende turnerende forestillinger:
”Der eksisterer simpelthen et konkret behov for at finde og kvalificere unge talentfulde mænd med flerkulturel baggrund, som gerne vil være teaterskuespillere”, siger den  kunstneriske leder af Opgang2 Turneteater, Pia Marcussen.
Sidste frist for optagelse er den 25. februar, så skynd dig.
Identifikation er alfa og omega
Opgangs2 Turneteater skaber professionelle samtidsdebatterende forestillinger, der sætter fokus på temaer som integration, mangfoldighed og kulturmøder.
Teatret turnerer rundt i alle afkroge af landet og ofte ses de hverdagsnære forestillinger af et ungt publikum, der aldrig har været i teatret.

”Derfor er publikums identifikation med skuespillerne og stykkets handling alfa og omega,” siger Pia Marcussen og fortsætter:
”Troværdighed og autenticitet er afgjort kodeordene, når vi skal finde nye spillere til vores forestillinger. Det vrimler jo ikke ligefrem med den slags skuespillere, vi har brug for. Derfor arbejder vi på at finde og uddanne unge talenter, der ikke bare har en anden hudfarve, men som også har en baggrund og en historie, som et ungt multietnisk publikum kan relatere sig til og som afspejler det samfund, vi lever i.”
Hvornår og hvordan foregår det?
Talentskolens underviserne er skuespiller Tine Grauengaard fra Opgang2 Turneteater og instruktør Gert Møller Jensen, der tidligere var daglig leder af ’Contact under’ på Betty Nansen Teatret.
Talentskolen er udviklet i samarbejde med Fritids- og Ungdomsskolen i det nordlige Brabrand.
Undervisningen kommer til at bestå en introduktion til sceniske discipliner som tekstarbejde, stemmetræning, improvisationsarbejde og scenisk ageren.

Du bliver optaget ved at have en personlig samtale med den kunstneriske leder, Pia Marcussen, hvorefter hun giver besked, om du er optaget.
Talentskolen starter først i februar og fortsætter indtil 8. maj.
Mødetid: Hver torsdag fra 18.30 til 21.30 + 5 weekender.

Første optræden bliver ved festivalen JALLA:3, som Opgang2 Turneteater afvikler i maj 2011 i Globus1.
 
Se mere om Jallafestivallerne 

Kom til samtale
Hvis du er 17-25 årig mand og interesseret i at komme til samtale, kan du indtil den 25. februar kontakte Pia Marcussen på pm@opgang2.dk eller tlf: 40461357.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.