Det første man bliver mødt af , når man træder ind af lågen til idrætsbørnehaven, er høj musik og masser af aktive børn, der er klædt på til at være ude på denne solrige, men stadig noget kolde martsdag.
Børnehaven har som sædvanligt startet dagen med en halv times ’morgensjov’, hvor de blandt andet synger, leger og har stafetløb.
I dag har de været ude at løbe i det gode vejr.
Alt kan flyttes rundt
Det mest bemærkelsesværdige ved Idrætsbørnehaven er indretningen. Ingen af de i alt tre stuer er indrettet ens, som de ofte er i en almindelig børnehave.
Alle møbler på stuerne er flytbare med hjul, så man hurtigt kan rydde dem af vejen, hvis nogen skulle få en god ide til en ny aktivitet. På en af stuerne finder man en stor legeborg med bolderum og rutchebane.
”Vi fik denne borg af Århus Kommune for fem år siden. Den er børnene rigtigt glade for, særligt de nytilkomne på 3-4 år bruger den flittigt,” fortæller pædagog Sigrid Mikkelsen.
På en anden stue er der flere klatreting, hvor man kan svinge sig i reb og gå armgang.
"Stuerne lægger op til læring på en anderledes måde, fordi de stimulerer børnenes fantasi og kreativitet igennem leg og bevægelse", forklarer Sigrid.
Aktiv leg og sund kost
Idrætsbørnehaven går meget op i at give børnene lyst til at bevæge sig, da de tror på, at det styrker børnenes koncentration og indlæring.
”Vi går mange ture i naturen, hvor vi også tager fotos, som vi hænger op hjemme på stuerne. Billederne hjælper børnene til at genfortælle, hvad de har oplevet på de forskellige ture,” forklarer Sigrid Mikkelsen.
Det er ikke kun aktivitetsniveauet, der gør idrætsbørnehaven til et sundt sted at være – også børnenes kost er i fokus. Der bliver hovedsageligt spist rugbrød, frugt og grønt i løbet af dagen, men det betyder skam ikke, at der ikke er plads til lidt sødt ved fødselsdage.
Børnehaven er multikulturel. 80% af børnene er af anden etnisk herkomst end dansk, mens de sidste 20% er etnisk danske.
Idrætsbørnehaven har ventelisten og har ikke svært ved at tiltrække nye børn. Mon ikke de er med til at lave et par af fremtidens sportsstjerner?
Læs mere om børnehaven