Som vi tidligere har skrevet på borgerportalen, er mange unge nydanskere i Gellerup ikke klar over, at man når man fylder atten skal søge om en selvstændig opholdstilladelse.
Som attenårig er man nemlig ikke længere dækket af sine forældres opholdstilladelse og risikerer dermed at opholde sig ulovligt i Danmark.
Det betyder, at man kan blive udvist fra landet. Derfor er det meget vigtigt, at man får søgt om midlertidig eller permanent opholdstilladelse.
I samarbejde med Susanne Schmidt Sørensen fra Folkeinformation bringer vi her en vejledning til, hvordan man søger.
Hvad kræves der?
For at få permanent opholdstilladelse skal du opnå 100 point.
Dem har du opnået, hvis du opfylder disse krav:
Du har opnået 70 point, hvis du…
• Har boet lovligt i Danmark i mindst 4 år
• Ikke har begået grov kriminalitet
• Ikke har gæld til det offentlige
• Ikke har modtaget kontanthjælp inden for de sidste 3 år
• Har underskrevet en erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund
• Har bestået prøve i dansk 2 eller lign.
• Har arbejdet i Danmark i mindst 2,5 år inde for de sidste 3 år
Du har opnået 15 point mere, hvis du har udført en af følgende…
• udført rollemodelarbejde for børn og unge
• været engageret i organiserede fritidsaktiviteter for børn og unge eller
• bestået medborgerskabsprøven(færdig sommer 2011)
Du opnår de sidste 15 point, hvis du har udført en af følgende…
• arbejdet i Danmark i mindst 4 år inden for de sidste 4,5 år
• gennemført en lang videregående uddannelse, en erhvervsakademiuddannelse eller en erhvervsrettet ungdomsuddannelse i Danmark
• bestået prøve i Dansk 3 eller lign.
Unge skal kun opnå 85 point
Er du mellem atten og nitten år, skal du kun opnå 85 point for at få permanent opholdstilladelse.
Men vel og mærke kun hvis du har været i uddannelse eller haft fuldtidsarbejde uafbrudt siden, du gik ud af folkeskolen.
Har du det skal du kun opnå 85 point og er undtaget kravet om 2,5 års beskæftigelse og fra de supplerende betingelser, som du opnår i de sidste 15 point.
Har du holdt pause i dit uddannelsesforløb eller haft længere pauser imellem jobs, skal du altså stadig opnå 100 point, selvom du er ung.
Søg altid to opholdstilladelser
Når du sender din ansøgning om permanent opholdstilladelse, skal du altid vedlægge en ansøgning om midlertidig opholdstilladelse.
Det skal du gøre for at være sikret midlertidig opholdstilladelse, hvis du skulle være så uheldig, at den permanente ikke bliver godkendt.
Så får du også refunderet det overskydende beløb fra den permanente opholdstilladelse.
Skal du forlænge din opholdstilladelse, kan du tidligst søge to måneder før den gamle udløber og senest søge inden udløbsdatoen på opholdstilladelsen.
Indgiver du ansøgningen for sent, vil den blive afvist.
Hvad koster det at ansøge?
Det koster 3550 kroner at ansøge om permanentopholdstilladelse og 1725 kroner at ansøge om midlertidig opholdstilladelse.
Vil du vide mere
Læs mere om, hvordan man søger opholdstilladelse på ‘ny i danmark’.
Se mere om midlertidig opholdstilladelse
Se mere om permanent opholdstilladelse.
Kontakt din lokale medarbejder i Folkeinformation på Gellerup Bibliotek på 89401466
Har du yderligere spørgsmål, kan du ringe til Udlændingeservice på 35308610