Seks gæve piger gav koncert på Tovshøjskolen som afslutning på en uges musik-workshop.
De musikglade piger har brugt en uge af deres sommerferie på at spille i pigeband på Tovshøjskolen. Sammen med lærere fra børnemusikgruppen Kucheza havde pigerne skabt et repertoire, der dækkede fem vidt forskellige numre, som de optrådte med foran forældre og søskende fredag eftermiddag.
I løbet af ugen er de unge mennesker blevet fortrolige med mikrofoner, keyboards, guitar, trommer og andet slagtøj, og til koncerten bevægede de sig hjemmevant fra instrument til instrument.
"Jeg har meldt mig til, fordi jeg gerne vil med i MGP," fortalte Gehan på 12 år om baggrunden for at deltage i en uges musiksammenspil.
Underviser Mathias Gregersen synes, at pigebandet har udviklet sig meget gennem de fem dage, de har spillet sammen.
Første gang med musikworkshop
"Det vil være spændende at følge dem, hvis de vender tilbage og deltager i en musikworkshop en anden gang, nu hvor de har fået lært det grundlæggende om at spille sammen. Hvis de vil spille med i børnebandet Kucheza i Åbyhøj, kan de gå ind på hjemmesiden www.kucheza.dk og skrive sig på ventelisten. Bus nr. 5 går lige til døren," foreslår Mathias Gregersen.
Det er første gang, der indføres musik-workshop som et af Samvirkets sommerferietilbud. Samvirkets netværkskoordinator, Ulla Bording Jørgensen, har udover musikworkshoppen tilbud om fotoworkshop og bamseworkshop i år.
Der er stadig få pladser tilbage på bamseholdet, som syr deres egne bamser hele uge 29. Så hvis man er mellem 9 og 14 år og elsker at være kreativ, kan man stadig nå at melde sig til på tlf. 6155 8561.