Hver gang 43 vælgere i Gellerup stemte ved det seneste folketingsvalg for fire år siden, så var der 57, der valgte at blive hjemme. Den dramatisk lave stemmeprocent på 42,9 i Valgsted Globus1 var noget af en lussing til demokratiet, og mange arbejder nu på at hæve stemmeprocenten igen.
De unge i Ny-Dansk Ungdomsråd har allerede været på banen i Gellerup og vil fortsætte med det, og nu sætter Samvirket gang i en tilsvarende kampagne, der skal få både unge og ældre til at stemme til efterårets folketingsvalg. Det følger op på Grundlovsdagen, hvor der også blev sat en masse valg-halløj i gang.
Kampagnen hedder "Gellerup Stemmer"
Der kommer til at ske meget op til valget, hvornår det end kommer:
- Lav et godt slogan: Samvirket vil dele "valgkort"ud til beboerne med opfordring til at stemme. På den ene side af kortet skal trykkes et godt slogan i retning af "Det nytter at stemme" eller noget bedre og sjovere. Send dit forslag til Samvirkesekretær Helle Hansen på helhan@aarhus.dk hurtigst muligt (vi ved jo ikke hvornår valget udskrives!) Der er biografbilletter til de to bedste.
- Gæt stemmeprocenten: På den anden side af kortet kan man gætte på stemmeprocenten til folketingsvalget ved afstemningsstedet i Globus1. Den, der kommer tættest på, vinder en entre til AROS Your Rainbow Panorama.
- Der skal holdes tema-valgmøder for henholdsvis unge, kvinder og ældre.
- Måske kommer der et foredrag med journalisten og forfatteren Tarek Omar. Hans bog "MuhammeDANEREN" udgives 18. august.
- Måske skal der oprettes en "medborgerforening" til at stå for valg-aktiviteter. Det kan være ret smart, fordi aktiv deltagelse i foreningen tæller med, når nydanskere søger om dansk statsborgerskab.
- Bydelsportalen gellerup.nu vil også sætte demokrati-skabende projekter i gang, eksempelvis gennem workshops og uddannelse, som beboerne kan melde sig til for at kunne skrive og formidle deres holdninger til portalen og andre medier.