Aarhus Kommune har også et ansvar for, at udsatte boligområder som Gellerup er blevet fattigere. Finanskrisen har kastet mange indvandrere ud af jobmarkedet, og kommunen vil gøre sit til at rette op på den store fattigdom og ledighed.
"Ellers risikerer vi en polarising af områderne i Aarhus, og det skal vi undgå. Jeg håber bestemt ikke vi kommer til at se situationer som i London," siger beskæftigelsesrådmand Hans Halvorsen (S) til gellerup.nu.
Men hvad vil I gøre?
"Først og fremmest skal vi sørge for, at unge uddannes. Vi arbejder hårdt på at nå målsætningen om, at 95 procent af alle unge skal have en ungdomsuddannelse. Hvis de skal have en chance i velfærdssamfundet, skal de have en uddannelse."
"Når det gælder job, kan vi ikke gøre det alene i Aarhus. Vi er afhængige af, at der kommer en vækstpakke, og vi skal have genskabt de 200.000 private jobs, der er forsvundet. Vi kan dog også gøre noget her, blandt andet gennem de mange byggearbejder, vi sætter i gang."
Jobbutikken fortsætter
Hans Halvorsen siger, at der er ikke andre veje ud af fattigdommen end job, men han skynder sig at tilføje, at der er en gruppe af indvandrere, der er så traumatiserede, at de ikke kan varetage et arbejde.
"I Gellerup og andre udsatte områder vil vi sætte ind med en mere fleksibel jobvejledning, og vi opretholder jobbutikken i Bazar Vest. Jeg indrømmer, at den stod til at lukke, da vi skulle spare penge i forsommeren, men vi kan ganske enkelt ikke forsvare at lukke den."

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.