Lørdag den 17. september mødte ca. 120 unge mennesker op for at gøre gode ting i Gellerup og Toveshøj. Det efterlod deltagerne med gode indtryk og en masse rene vinduer.
Kl. 9.30 begynder folk at komme igennem dørene til Foreningernes Hus. Her er basen for, hvad der skal blive en lang dag med gode gerninger i området.
Godhedsdagen er en gentagelse fra sidste års begivenhed, som viste sig at være en stor succes. Denne gang var de flere tilmeldte på forhånd, mens andre mødte op på dagen. De fremmødte var primært kristne som, ifølge hjemmesiden ”… ikke vil stille os tilfredse med at have en kristen intention om at være gode og holde os til det gode, vi vil også handle på det rent praktisk.”
Kristne vil gøre noget godt
Selvom de fleste medvirkende er kristne, handler det ikke om at missionere, men om at gøre godt for alle, uanset om man er kristen, muslim eller har en helt anden religion. Eller måske er ateist.
Rådmanden for børn og unge i Århus Kristian Würtz, var mødt op for at byde velkommen og takke de fremmødte for at godt initiativ.
Efter lidt morgengymnastik og instruktioner kunne deltagerne vælge mellem de mange sedler der hang rundt om i lokalet. Der var nogle der manglede hjælp til computer, vinduesvask, rengøring og oprydning på altanen. Nogle skulle også agere Meyere for en dag og samle skrald i Gellerupparken eller rydde området omkring Foreningernes Hus for buske. En gruppe var i cykelværstedet i Toveshøj.
Nogle havde glemt dagen
Nogle af de beboere der havde tilmeldt sig var ikke hjemme, da man ringede på. Nogle andre havde glemt, at der skulle komme hjælpere, og havde ikke gjort klar til det. Men de, der var hjemme var rigtigt glade for hjælpen. Der blev kommunikeret på dansk og med fagter med de beboere, der ikke var så stærke i dansk.
De gode gerninger skulle ifølge planen slutte ca kl 17 med mad og hygge i Foreningers Hus. Efter nogle taler og historier fra dagen, efterfulgt af klapsalver, var der endelig mad. Arabisk salat, hummus, tzaziki, frikadeller, brød og kyllingepølser. Der var selvfølgelig kage til dessert.