Toveshøj har længe haft mange problemer ved gavlen Edwin Rahrs Vej 8, idet mange unge bruger denne plads som opholdssted og til hash-handel. Det bliver der taget hånd om nu, og det falder sammen med, at Toveshøj samtidig er i gang med at gøre området generelt tryggere.
I løbet af sommeren har man således kunnet se fra gaden, at der er blevet begået hærværk mod gavlen, og meget af gadelyset er blevet ødelagt. Alene i september måtte afdelingen betale 100.000 kroner for sommerens hærværk.
Toveshøjs beboerformand Anett Sällsäter Christiansen fortæller, at der derfor nu er blevet holdt møde mellem beboere der bor i den udsatte gavl, politiet, Brabrand Boligforenings inspektør Peter Sørensen og afdelingsbestyrelsen. Beboerne fik her mulighed for at fortælle om deres oplevelser og udtrykke deres frustrationer. Politiet informerede desuden om, hvad man har lavet af tiltag indtil videre.
Lokalpolitiets leder, Jens Espensen, forsikrede ved mødet om, at alle anmeldelser til politiet vil blive taget alvorligt – man kan altid i åbningstiden kikke ind til en kop kaffe og få en snak. Også hvis man bare har brug for at tale ud om sine oplevelser eller sin undren.
Hvad er gjort – og hvad bliver gjort
Efter Toveshøjs beboermødet d. 13. september – hvor der blev berettet om støj, larm, mange biler og en del chikane overfor beboere om aftenen – har boligforeningen sørget for udtynding blandt træer og buske foran gavlen og mellem blokkene.
Gellerup.nu erfarer desuden, at Brabrand Boligforening og afdelingsbestyrelsen vil arbejde for et bedre Toveshøj gennem følgende tiltag:
- At der kommer mere lys på stierne og i opgange, nogle af de store gangstier er dog kommunale – og det er derfor kommunen, som skal sørge for lys i de lamper. Der arbejdes desuden på at lamperne skal forlænges, så de kommer højere op og dermed ikke kan ødelægges.
- Der indhentes tilbud på videoovervågning til gavlen ved Edwin Rahrs Vej 8.
- Der er tale om at lave nogle af stierne om med trappetrin og sætte kantsten rundt om disse. Resultatet vil være, at man ikke kan køre ret stærkt på cykelstien, og at knallertkørere vælger at tage Janesvej og Lenesvej i stedet.
- Nogle af Meyerne skal gå rundt i området om aftenen for at nå den målgruppe af beboere, de vil i kontakt med.
”Det forholder sig dog ikke kun sådan, at man udelukkende vil lave disse tiltag som væk-fra-hærværk-tiltag – det er bestemt hensigten, at vi vil tænke i hen-imod-et-bedre¬ område-tiltag,” siger Anett Sällsäter Christiansen.