Brugerne af Foreningernes Hus i Gellerup er meget kede af udsigten til, at deres hus rives ned om måske et år eller to. De er i vildrede over politikernes meget forskellige meldinger om, hvad de vil med Gellerup. De kan ikke få det til at harmonere med, at byrådet samtidig har vedtaget en helhedsplan, og at de ønsker mere integration i Gellerup.
Husrådet ved Foreningernes Hus sendte torsdag tre repræsentanter  til foretræde i Børn- og Ungeudvalget, som skulle diskutere den kommende børneby, som efter planen skal bygges, hvor Nordgårdskolen står i dag.
Fra Gellerup deltog Abdirashid Sheikh Mohamud, Malek El-Batran og Serpil Basara, samt husets leder Per Thomsen.  
De kom ikke hjem med noget løfte om, at den skolebygning, hvor Foreningernes Hus har etableret sig for et millionbeløb, kan få lov at blive stående, til et nyt beboerhus står parat om tre til fire år. Nu var det også i starten af mødet, at de havde foretræde, så de har ikke hørt udvalgsmedlemmernes holdning endnu.
Men de hørte rådmand Kristian Würz’s (S) holdning. Han er ikke i udvalget, men deltager som gæst på udvalgsmøderne. Han svarede gæsterne fra Gellerup, at der højst kan blive tale om en kort forlængelse af lejemålet, som ellers udløber om et år. Og at man vil se på muligheden for at hjælpe med en midlertidig genhusning.
Under foretrædet roste flere politikere det store arbejde, der foregår i Foreningernes Hus. Men hvis deres hus rives ned, gavner rosen ikke meget. Gellerup.nu har efter foretrædet talt med en af de tre, Malek El-Batran.
Godt samarbejde mellem etniske danskere og nydanskere
Han vurderer, at det vil skade integrationen i Gellerup, hvis foreningerne lades i stikken: 
"Jeg kender ikke andre steder her i Gellerup, hvor der er så godt et samarbejde  mellem nydanskere og etniske danskere. Når der er aktiviteter, er der mindst lige så mange etniske danskere med. Vi finder ud af at samarbejde, og vi lærer hinanden at kende på tværs af nationaliteter. Det er den bedste integration, og vi hindrer misforståelser mellem kulturer," siger Malek El-Batran, som sidder i husrådet for den palæstinensiske forening Rabetah.
Et andet resultat af samarbejdet er, at der bliver færre uroligheder og problemer i området, når man taler sammen.
Er en midlertidig genhusning ikke en mulighed?
"Nej, for hvis vi skal flytte flere gange, koster det penge, som vi ikke har, og det koster meget energi. Der er en stor risiko for, at brugerne af huset spredes, og mange af dem kommer ikke igen."
Det er en gåde
Det er for Malek El-Batran en gåde, hvorfor integrationsarbejdet skal slås i stykker:
"Danskerne ønsker, at nydanskerne skal lære om demokratiet og være aktive i foreningerne – hvor man netop lærer meget om demokrati, disciplin og så videre. Hvis det så skal standses, vil beboerne ikke kunne forstå hvorfor det sker," siger Malek El-Batran.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.