”Danmark er verdens letteste land at starte egen virksomhed i. Det er ikke det, som er svært, men det svære er at finde kunderne.”

Mogens Thomsen sidder hver onsdag i Bazar Vest og venter på sine egne kunder, så for ham er det heller ikke så let, selv om han ved, hvad der skal til.
I dag kigger Gellerup.nu forbi til en snak med ham og et par iværksættere, som han har rådgivet. De øvrige dage er han i Startvækst Århus på Katrinebjerg, hvor han og Kirsten Andersen arbejder med sparring og rådgivning for iværksættere. Hver anden tirsdag rådgiver han engelsktalende på sprogcentret Lær Dansk.

Men bazaren er stadet, hvor mange nydanskere med drømmen om egen virksomhed kommer forbi. Der er masser af butiksejere i bazaren, selv om den heller ikke går alt for godt, for der er blevet længere mellem kunderne.

”Så må man ”råbe” efter kunderne, gøre opmærksom på sine produkter, vise dem pænt frem og sådan,” siger Mogens Thomsen. Men han indrømmer, at det ikke altid er let, og man skal have et ”drive” i sig for at starte egen virksomhed.

Det er noget af det, han kan rådgive om – det at finde iværksætterånden.

Personen er vigtigst

”Nogle spørger mig, om der er brug for det eller det produkt. Det kan jeg ikke svare på, men jeg starter med at spørge ind til personen: Har du erfaring med det, du vil sælge? Kender du markedet? Kan du det med avance og regnskaber? Kan du finde kunderne? Hvis man har et drive, så har man bedre chance for at klare sig.”

”Mange tror, at det er så svært med told og skat, men det kan man få masser at vide om på de ni startmøder, som vi holder i Århus hvert år. Jeg vil også meget gerne ”inviteres” af en forening eller netværk, så kommer jeg frisk og holder et startmøde med dem, der dukker op.”

Mogens Thomsen fornemmer, at mange nydanskere har lysten til at starte egen virksomhed, måske hver sjette, men der skal mere til end lysten. Her kan han som konsulent hjælpe med råd og afklaring.

Kvinder er dygtige, men mangler selvtillid
”Kvinder har ofte mange ressourser og er dygtige, men de har ikke altid selvtilliden!”

Er der så mange i Gellerup, der gerne vil være iværksættere, at den planlagte bygade mellem Bazar Vest og City Vest kan blive fyldt med butikker og restauranter?

”Det kommer meget an på, hvordan det kommer til at gå med helhedsplanen og det med at få mange folk udefra til at komme. Hvis det går godt, ja, så hvorfor ikke? Om det så vil gå ud over bazaren? Det kan godt være, men på den anden side kan det jo være sundt med mere konkurrence mellem bazaren og bygaden!”
www.startvaekst-aarhus.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.