Hver tirsdag og fredag mødes cirka ti kvinder i Beboerhuset Yggdrasil i Gellerupparken. Stemningen er ofte høj og fyldt med energi. Kvinderne lærer på tværs af kulturer at blive bydelsmødre.
Bydelsmødre findes mange steder i landet. De er rollemodeller og besøger andre kvinder i området. De kan hjælpe nydanske kvinder med at finde viden om børneopdragelse, sundhed, uddannelse og hvad der sker i området.
Gellerup.nu’s udsendte var så heldig at skulle fortælle kvinderne om nyheder i Gellerup, og hvordan de finder dem, og vi benyttede lejligheden til at spørge kursisterne:
Hvorfor er du bydelsmor?
Shamso Muqtarwardere: ”Fordi jeg gerne vil hjælpe andre, fortælle om aktiviteter, kommunen, Foreningernes Hus og mere. Senere kunne jeg tænke mig at være frivillig i et afrikansk land.”
Idil Mire: ”Fordi jeg gerne vil fortælle om de ting, der sker i Gellerup og Toveshøj. Senere vil jeg gerne tilbage til Somalia og være frivillig, måske med forældreløse børn. ”
Nawal Haji: ”Fordi jeg vil rejse til mit hjemland og gøre noget for mit folk. Indtil da vil jeg samarbejde med børn og teenagere i Gellerup for at holde dem væk fra kriminalitet, og sørge for, at de bliver uddannet. ”
Jihan Beynah: ”Min store drøm er at rejse til mit hjemland og gøre noget, blandt andet med forældreløse børn. I Toveshøj vil jeg hjælpe forældre, der ikke læser så godt og hjælpe de ældre.”
Deega Yusuf: ”Jeg vil gerne hjælpe folk, der har brug for mig, for eksempel ældre, der lige er kommet til landet. Jeg vil også gerne hjælpe folk i mit hjemland, for eksempel med tøj og legetøj.”
Jayne Cheshire: ”Jeg vil besøge kvinder, som har svært ved at komme hjemmefra. Jeg vil selv gerne lære mere om børneopdragelse. Det er min drøm, at de kvinder jeg besøger, også bliver bydelsmødre.”
Hanan Yusuf: ”Jeg er frivillig i Somaliske Børn og Bedsteforældre, og jeg vil gerne hjælpe børn til at respektere andre. Hvis jeg engang tager tilbage til mit hjemland, vil jeg hjælpe folk der.”
Saousane El Abbas: ”Fordi jeg vil passe på mig selv og på andre. Jeg arbejder allerede frivilligt med madlavning og med dans. Det, jeg lærer her, fortæller jeg videre til andre kvinder.”
Nahed El Baba: ”Jeg arbejder som frivillig, og jeg har tre børn og vil gerne kunne passe dem godt. Jeg bliver klogere selv, men jeg vil også fortælle til andre, hvad vi har hørt om.”
Nyt kursus til september
Første kursus er færdigt sidst i juni, og til september starter et nyt hold bydelsmødre, som kører i sammenlagt to år. Gellerup Bibliotek står for kurserne og trækker bydelens aktive ind i undervisningen.
www.bydelsmoedre.dk