Gellerups første syv bydelsmødre er nu uddannet. I lørdags blev de fejret med tale, diplomer, mad og fest – altsammen sammen med deres børn. Cafeen i Beboerhuset Yggdrasil var helt fyldt op.
Flere end syv kvinder har gået på kurset i foråret, men nogle har ikke været der så mange timer som andre. De regner i stedet med at gå med på næste kursus efter sommerferien.
Bydelsmødrene er rollemodeller, som nu skal opsøge og tale med andre kvinder i Gellerup – og vejlede om det danske samfund.
Den nyvalgte folketingsmedlem, Fatma Øktem (V), holdt festtalen. Med tyrkisk baggrund og som partiets ligestillingsordfører kunne hun hurtigt slå ned på, hvor bydelsmødrene kan gøre en forskel:
Kvinder skal bestemme
"Ligestillingen starter med jer! Det er jer og de kvinder, I taler med, der skal bestemme. Hvis lille Fatima skal vaske op derhjemme, skal Mustapha så ikke også? spurgte hun og indkasserede et lidt tøvende "Joe…."
"Mange piger klarer sig rigtig godt i uddannelser, de vil gerne vise over for forældrene, at de kan klare sig. Jeg er mere bekymret for drengene, hvis de får lov at være små prinser derhjemme. De vil få det svært!" sagde Fatma Øktem.
Hun opfordrede bydelsmødrene til at sætte sig godt ind i samfundet, spørge sig for, få indflydelse.
"Brug de muligheder, I har. En kvinde flytter en familie, og familien flytter samfundet. Vi bor i et land, hvor alle har muligheden. Jeg siger ikke, at det er nemt, og hudfarven kan være et problem. Men man må selv tage fat," lød opfordringen.
Fatma Øktem og kursusleder Lone Hedelund uddelte diplomer til:
Nahed El Baba, Idel Mohamed Mire, Saoussane El Abbas, Deega Yusuf, Shamso Mukhtar, Hanan Yusuf og Nawal Haji.