Den 22. juli begynder ramadanen. Den er der mange beboere i Gellerup, der holder. Vi har snakket med Mariam Mikkelsen, som er konverteret til islam og derfor har lavet sine egne ramadan-traditioner.
Mariam Mikkelsen har været muslim siden hun var 19 og bor i Gellerupparken med sine tre børn. Da hun ikke er født muslim, har hun ikke nogle traditioner med hjemmefra og har måttet stykke sine egne traditioner sammen.
”Der er jo ikke forskel på, hvordan man faster, og hvad tid man stopper og begynder, så det er kun et spørgsmål om, hvilken slags mad man får at spise,” siger Mariam Mikkelsen.
Lærte traditioner som ung
Hun forklarer, at hun kom hos sin eksmands familie allerede som 14 år gammel, og der har hun lært nogle af deres traditioner og retter, som hun i dag serverer under ramadanen.
Hun kan godt lide at blande retter fra forskellige lande, både danske og palæstinensiske, og egyptiske samosa er en klar favorit. Hun kan ikke forstå de familier, der serverer bunker af mad, når de alligevel ikke kan spise det hele. Det ødelægger lidt konceptet for fasten, når man bare stopper sig med mad i den tid man må spise.
Hendes børn faster også
Hun har tre børn, og to af dem faster. De to døtre startede allerede med at faste, da de var seks år gamle. Der kunne de selvfølgelig ikke fuldføre det hele perioden, men efterhånden som de er blevet ældre er det blevet et mål for dem at kunne, og derfor kan de i dag gennemføre hele perioden.
Hendes søn er psykisk handikappet og er derfor undtaget fra at faste. Mariam Mikkelsen forklarer, at man skal være ved sine fulde fem for at faste og kunne vide, hvad man går ind til. Så der er forskellige undtagelser for folk, der ikke skal faste. En er altså, hvis man er mentalt syg, en anden kan være, hvis man er syg og tager medicin.
Det er hårdt denne gang
Det er specielt hårdt at holde ramadan denne gang, fordi den ligger om sommeren, og dagene er lange. Under ramadanen spiser man kun, når solen er nede. Mariam har allerede lavet planer. Hun skal tidligt op, spise og så sove i løbet af dagen. Så selvom der er rigtigt mange lyse timer i løbet af dagen, klarer hun sig igennem på troen og en smule søvn.