I lørdags løb den store markedsdag ”Gellerup for Libanon” af stablen med cykelløb, dans og togture på de grønne områder bag Foreningernes Hus.
Værdifulde indsigter
Markedsdagen blev til i et samarbejde mellem Gellerup Kirke og palæstinensere i Gellerup. Og det har været et værdifuldt samarbejde, fremhæver Bit Boel Buhl, der er sognemedarbejder ved kirken.
”Det har været en stor glæde at arbejde sammen med de unge palæstinensere og opleve deres oprigtige engagement og villighed til at gøre en indsats uden at skulle have noget for det udover glæden ved at støtte andre,” fortæller Bit og fortsætter:
”Vi har oplevet, at vi trods forskellige arbejdsmetoder alligevel kan få tingene til at ske, så det ender med at gå op i en højere enhed til fælles glæde. Jeg er sikker på, at vi sammen fik skabt en dag, som er blevet bedre end den, vi kunne have lavet hver for sig. Som Trille Lucassen fra Cirkus Tværs siger: sammen kan vi mere!”
Trommesoloer for cykelryttere
Humøret var højt under cykelløbet, der blev kørt under markedsdagen. Politiet bidrog med fire betjente, der stod ved blinklysene på ruten. Det er nemlig forbudt at køre overfor rødt lys, medmindre en betjent giver lov til det – også under et cykelløb.
Der var desværre ikke så mange tilskuere, men de, der var der, holdt fanen højt og heppede på de deltagende ryttere – til sidst med en trommesolo, hver gang en rytter passerede, fortæller Bit.
Håber på overskud
Regnskabet er i skrivende stund ikke gjort op, men Bit Boel Buhl oplyser, at hun forventer, at der vil være penge til både palæstinensiske børn og unge, når de sidste sponsorpenge er hentet ind.
Al Houla og Kanafani er de to organisationer, der blev samlet penge ind til. Begge arbejder med at forbedre livsvilkårene for børn og unge i flygtningelejre i Libanon.
Mennesker i nød
Om markedsdagen kommer igen næste år, er der endnu ingen, der ved. Bit Boel Buhl mener dog, at det ville være synd, hvis det var en enlig svale. Om muligheden for en markedsdag næste år, siger Bit:
”Der er jo også andre grupper her i Gellerup, der kunne have ønske om at arbejde for at bakke et projekt op. Det kunne være Syrien, Somalia eller noget tredje. Mennesker i nød er mennesker i nød, og dem vil vi gerne stå sammen med andre om at hjælpe, så længe det kan ske ad anerkendte og organiserede kanaler.”
Hun konkluderer, at der er blevet knyttet bånd mellem Gellerup Kirke og palæstinensere i Gellerup, som de sent vil glemme, og at begge parter gennem samarbejdet har opnået en værdigfuld kulturel indsigt i hinandens værdisæt. Det giver hende en tro på fremtiden, slutter hun.