Alle talte om det, da en ung Gellerup-beboer kørte vanvidskørsel ved Bazar Vest og derefter blev sigtet for overtrædelse af adskillige færdselsregler. Det hele blev ‘dokumenteret’ af TV2 Østjylland, som ’tilfældigvis’ var på pletten og optog det på rullende kamera.
Nu vendes billedet om: Østjyllands Politi har sigtet TV2 Østjyllands journalist og kameramand for at have iscenesat vanvidskørslen.
Selv afviser TV2 Østjyllands direktør Peter Kramer, at der er noget om det.
Til sin egen hjemmeside siger han:
"Vi opfordrer selvfølgelig ingen til at begå ulovligheder," siger Peter Kramer og tilføjer, at der efter hans mening ikke er en ‘sag’, før der eventuelt bliver rejst en tiltale.
TV2 Østjylland oplyser, at politiet havde bedt de to medarbejdere vidne mod vanvidsbilisten, men det har de nægtet.
Danmarks Radio erfarer i sin nyhedsudsendelse, at de to TV2-ansatte har nægtet at besvare politiets spørgsmål om hændelsen, der foregik 6. oktober.
Sigtelsen fra Østjyllands Politi går på, at tv-stationen har opfordret Ayoub Sedigh til at køre råddent, så de kunne filme det.