Lørdag i efterårsferien drog syv forventningsfulde drenge og tre ledere fra VSI af sted til Costa Brava Cup i Spanien.
Her skulle de deltage i en traditionsrig fodboldturnering med 2500 deltagere i alderen 11-22 år. Efter 30 timers bustur ankom drengene til dejligt vejr med 20-25 grader og solskin, og det fortsatte hele ugen.
Costa Brava Cup
Spillere, trænere og dommere boede alle på et hotel, hvor 95 procent af deltagerne var danskere, en lidt speciel følelse at tage så langt for så at spille mod danskere, som fyldte hele Costa Brava Cup. Det foregik i en fin stemning, der var tilskuere til alle kampene, spillerne var meget entusiastiske, og holdet fra VSI fik da også en 3. plads og en fin pokal med hjem til klubben.
Måske kunne holdene i turneringen have mødtes på en mudret bane i regnvejr her i Danmark, men hvorfor skulle de dog det, når de i stedet kunne spille i strålende solskin med hujende tilskuere og så drømme sig til at være spanske stjernespillere, som dem der spiller på Camp Nou hver weekend.
FC Barcelonas hjemmebane og La Rambla
Udover turneringen fik drengene også mulighed for at shoppe på egen hånd på Barcelonas verdensberømte La Rambla, en lang strækning med den ene smarte butik efter den anden.
Men det var nok turen til Camp Nou, FC Barcelonas hjemmebane, med plads til 100.000 tilskuere, der var én af de største oplevelser for drengene. Camp Nou er også Europas største stadion og ikke mindst hjemmebane for verdensstjernerne Messi og Zavi, det i sig selv fyldte drengene med en vis ydmyghed.
En fed tur
”Rent socialt var det en fed tur. Man kunne mærke på drengene, at det var første gang, at de var alene på ferie uden deres forældre,” siger Sothee, én af lederne på turen.
Holdet fra VSI var bredt sammensat af nationaliteter hvilket i sig selv var en udfordring, Sothee griner ”Som holdleder rendte jeg rundt med pas i alle regnbuens farver!”