Tirsdag formiddag træder vi ind på Tovshøjskolen sammen med Allan Markussen fra projekt ”Din betjent”. Klokken 9.45 er der pause, og Allan overfaldes med det samme af de små piger med et ”Hej politi!”.
Allan har sin politiuniform på, og hans radio tændt, han er jo på job. Det betyder, at han er stadig ansvarlig for, at folk overholder lovene, når han går rundt i området.
Rundt på fem skoler
*På forhånd havde Allan fortalt Gellerup.nu om projektet, som samarbejder med fem skoler i området, Tovshøjskolen, Ellekærskolen, Sødalskolen, Lykkeskolen og Egebakkeskolen. Det er et forebyggende projekt, som skal give børn i det ”udsatte område” en anden opfattelse af politiet.
”Vi vil gerne tydeliggøre, at politiet ikke kun skriver bøder og anholder folk, politiet er her grundlæggende for at hjælpe folk, når de har brug for det,” siger Allan. Det er tydeligt, at nogle få elever mener, at det ikke er det politiet gør, men her træder Allan ind og tager samtalen op.
Har du ikke engang brugt din pistol?
”Ved du hvorfor jeg er her?” Allan spørger en gruppe piger som går i sjette klasse.
”Så man får et andet billede af politiet,” svarer en af pigerne. En anden udadvendt og lidt mistroisk pige spørger, ”hvad er det værste du har oplevet som politibetjent?” Med melankoli i hans stemme svarer han: ”Da jeg skulle fortælle nogle forældre, at deres søn var druknet.”
Der er stille i nogle sekunder, inden den samme pige spørger ham, ”Har du ikke engang brugt din pistol?” Alan svarer, ”Jeg har aldrig brugt min stav, spray eller pistol, jeg har brugt denne her,” og tager sin kuglepen ud af brystlommen. ”Hvis man bare snakker stille og roligt, så kommer man længere.”
"Hej Allan!"
Da vi går ind i kantinen, er der også mange børn som råber ”Hej Allan!” og ”Se politi, politi!”. De er klart glade for at se ham, og viser Allan deres håndlavede nissemand eller Iphones, og fortæller ham hvad de har lavet den dag.
Alligevel er der nogle unge, som er mistænksomme overfor politiet. Allan går hen til en gruppe drenge. Den ene dreng har en kæmpestor hue på, som Allan kommenterer, ”Det er da en fint hat du har på, fryser du?” Drengen svarer kontant ”Den er ikke stjålet!” Allan griner lidt og spørger ”Hvorfor tror du jeg tænker det?” ”Fordi det her er Tovshøjskolen.”
Vi går rundt på skolen i alt en halv time. Allan har hyggesnakket en masse, men han har også givet nogle unge et nyt syn på politiet. Hans formål er ikke at spotte kriminelle, men at give de unge en grund til at have respekt for politiet frem for at hade dem.