Hele 23 personer og foreninger blev indstillet til Samvirkets Ildsjælepris. Fem af dem blev nomimeret – og til sidst løb Walid Mahmoud af med sejren i aftes, da Samvirket holdt et meget velbesøgt årsmøde med op mod 100 deltagere.
Mange har gjort en stor og frivillig indsats i årets løb, og der var stærke begrundelser for alle fem nomimerede. Men denne begrundelse for Walid gjorde udslaget:
"Walid er Gellerups helt egen Tivolimand, som ikke kan skjule sin begejstring for at kunne være med til at kunne gøre et barn glad. Han har iværksat en lang række tiltag i Gellerup-området. Blandt andet Ramallah-spejderne.
Altid klar til at rykke ud
Walid har virket som koordinator og talsperson for flere lokale foreninger, hvor han gennem mange år har mobiliseret lokale kræfter til at være aktive i området, og han er altid klar til at rykke ud, når der er brug for en hjælpende hånd.
Walid er en sand børneven, en glad ildsjæl og en meget værdig modtager af Samvirkets Pris i 2013.
Walid har en utrættelig tro på, at tingene altid kan blive bedre for børnene og beboerne i Gellerup – og han er altid parat til selv at gå foran for at få drømmene til at blive virkelighed."
Overrakt af sidste års ildsjæl
Walid Mahmoud modtog prisen af sidste års ildsjæl, Wissal El-Arid fra Kvindeforeningen Niche.
De fire øvrige nominerede var:
- Trille Lucassen, Cirkus Tværs
- Hala Tallouzi, Den Aktive Kvindeforening
- Nahed El Baba, Perlevennerne & Bydelsmødre
- Saoussane El Abbas, Perlevennerne & Bydelsmødre.