Sprogcentret Lærdansk har lavet et nyt tiltag, som skal hjælpe kursisterne med at begå sig i det danske samfund og blive bedre til at bruge sproget. De har lavet nogle badges, som fremmer brugen og indlæringen af det danske sprog.
De nye badges er taget i brug i forbindelse med flytningen af Lærdansk til Paludan Müllers Vej.
Tal med mig – på dansk tak!
På de badges står:
”Tal med mig – på dansk tak!”
”Nybegynder – tal langsomt tak!”
”Jeg lærer dansk – ved at tale dansk”
Skiltene lægger nemlig op til, at man skal lære dansk ved at tale dansk og ved at have en badge på undgår man, at man kommer til at tale et andet sprog end dansk. Det giver kursisterne mulighed for at skilte med, hvordan de gerne vil tiltales. Det fremmer indlæringen af det danske sprog, når man får det brugt lidt mere i hverdagen, og når fællesproget bliver dansk.
Vi vil gerne udfordre vores kursister
Kirstine Alexandersen, som er udviklingskonsulent på Lærdansk, siger:
”Det handler om at bryde vanen og turde bruge sit danske sprog. Det vil vi gerne udfordre vores kursister med.”
På Lærdansk har de kun oplevet positive resultater ved at kunne give de badges væk.
”De er simpelthen blevet revet væk, og vores kursister har haft stor gavn af dem. De bliver brugt flittigt, og man kan se folk gå rundt med dem på deres jakker.”
Ifølge underviserne på Lærdansk er det bedre at øve det mundtlige flere gange om dagen for at blive vant til at bruge det og blive bedre bekendt med at udtale de danske lyde. For kursisterne på Lærdansk er disse badges en hjælp til at få brugt det danske sprog lidt mere.
www.laerdansk.dk