I dag mandag starter fodboldskolen i Gellerup – i samarbejde mellem ACFC og Get2 Fodboldskole under DBU. Fodboldskolen skal være med at sluse både drenge og piger ind i foreningslivet og give dem gode fodboldoplevelser.
Det er tredje gang, fodboldbanen midt i Gellerup lægger græs til fodboldskolen, og denne gang er det lykkedes at stable et pigehold på benene.
Traditionelt har DBU’s Get2 Fodboldskoler haft svært ved at tiltrække piger, men ACFC har gennem et flot og målrettet arbejde formået at oprette et pigehold til denne fodboldskole.
”Det handler om at fjerne de barrierer, der måtte være for at dele glæden omkring fodbolden, hvad end det handler om køn eller økonomi. Her gør de frivillige i ACFC et fantastisk stykke arbejde, som vi gerne vil understøtte med DBU’s Get2 Fodboldskole, så alle børn får samme muligheder,” fortæller Morten Nielsen fra DBU Bredde.
80 børn deltager i fodboldskolen, der er blevet et naturligt samlingspunkt for kvarterets børn og unge med hang til fodbold. På landsplan er der over 30.000 på DBUs fodboldskoler, heraf er det ca. 500, der er Get2 Fodboldskoler i udsatte boligområder.
Fra ACFC er Afif Abdallah og Mahmoud Dirawi meget aktive ledere gennem hele den kommende uge.