Nordgårdshallen står for udenforstående som en grå betonklods over for den nedrevne Nordgårdskolen. Ved særlige lejligheder kommer den imidlertid til sin ret, det gjaldt eksempelvis ved Eidfesten lørdag.
Der var stemning i stor stil allerede ved den indledende del af Eidfesten, da Gellerupparken lørdag holdt eidfest for børn og voksne. På dette tidspunkt var festen ikke for alvor i gang, og beboerformand Helle Hansen var sågar stadig i gang med at købe ind til festen fra Føtex.
Men det var børnene nu ligeglade med. I hoppeborgen boltrede børnene sig, nogle gange i stor stil, andre gange var der kun få. Energien var til gengæld ikke til at tage fejl af. Den simple, uspolerede livsglæde syntes evident. En lille dreng kørte rundt på legetøjstraktor, syntes at have glemt alt omkring sig.
En stor skydeskive blev hentet ind, og drengene begyndte med stor energi at skyde til måls. I disse Bispehave-tider var det dejligt at opleve en livlig, men ikke hæmningsløs energi.
Ude i siderne var Bydelsmødrene til stede med kaffe, the og forskellige små lækkerier såsom manakish og kage, og lidt længere nede sad Den aktive Kvindeforening og bød på pizza, falafel og andre gode ting.
Nogle timer efter var det tid til opbrud. Der var efterhånden kommet mange mennesker, og antallet af tilstedeværende var ikke til at overskue, men 150 er et pænt, rundt tal.
Børnene gyngede fortsat i rebene, nogle løb rundt og legede, nogle klatrede i ribberne, og ved bordene sad de voksne og snakkede. En pige i 20-årsalderen pustede sæbebobler, og overskydende slik blev delt mellem børnene. Den Aktive Kvindeforening og Bydelsmødrene pakkede overskydende mad sammen, men ikke mere end at Bydelsmødrene kunne sælge to store stykker drømmekage til en lækkersulten borgerjournalist.
Nordgårdshallen virker måske anonym set udefra, men den kan til gengæld indvendigt rumme gode begivenheder som denne.
Se flere billeder fra festen her.
Se video med gyngende børn her–