Det er ikke i den syvende himmel – men næsten. På den sjette etage, med udsigt over Aarhus, ligger Gellerup Museum som Danmarks højest placerede museum.
I påsken kunne museet fejre fire års fødselsdag med en stor foto-collage af beboernes billeder fra området gennem tiden, en bevaringsværdig dokumentar fra det visionære byggeri af Gellerupparken i 70erne og fødselsdagskage til de besøgende i det originale køkken.
Museet som portal til Gellerup
To fødselsdagsflag hænger i et kryds på døren indtil Gellerup Museum. Elevatoren går lige til døren, men på vej opad trapperne får man mere med, duften af mad, krydderier, lyden fra tv og børn der leger. Gellerup Museum ligger midt i det levede liv, en museumslejlighed, mellem de beboede og nutidige lejligheder.
Museumsinspektør Anne Katrine Graah Rasmussen deler med Gellerup.nu sine tanker om museet og dets fremtiden:
”Gellerup Museum fungerer som en portal til Gellerup. Den er en invitation ind i området så folk udefra, der aldrig har været i en lejlighed i Gellerup, kan opleve stedet indefra. Udsigten betager altid. Og så er det et udstillingsrum for områdets beboere til at kunne fortælle deres historie. Jeg tror, det er vigtigt for alle mennesker at fortælle deres egen historie, og det giver Gellerup Museum et rum for. På den måde bliver museet både interessant for beboere og folk, der kommer udefra.”
Og hvad med fremtiden?
”I nærmeste fremtid har vi flere udstillinger i tankerne. Vi har lige nu søgt midler til en udstilling om Cirkus Tværs og en særudstilling i festugen under temaet ’Same, but different’. I forhold til de fysiske rammer på museet er der nogle rum, vi gerne vil shine lidt op. Og så vil vi selvfølgelig arbejde på, at museet bliver et sted, folk kommer til at kende til, for Gellerup har en enormt interessant historie, med nogle fantastiske fortællinger,” siger Anne Katrine Graah Rasmussen.