Hvordan skrider det frem med de boligsociale aktiviteter i Gellerup? Hvad er planerne? Er der noget, som bør justeres?
Det er noget, som mange beboere i Gellerup kan have interesse i at få besvaret, og det kan de på den årlige beboerhøring, som foregår:
Søndag den 21. september kl. 14-16.30 i Foreningernes Hus.
”Det er både en dag, hvor du kan høre om de indsatser, der er startet, og du kan få indflydelse på dem ved at fortælle, hvordan du oplever dem, og måske foreslå justeringer. Vi har brug for at vide, hvordan vi bedst når ud til flest mennesker med indsatserne,” fortæller Jonas Strandholdt Bach, sekretariatsmedarbejder i Det boligsociale Sekretariat.
Ligesom sidste år bliver deltagerne delt ind i sproggrupper, hvor de i workshops kan diskutere helhedsplanens indsatser. Han håber, at mange andre end de ”aktive” kommer denne dag. Også fordi høringen kan give dem en vigtig indsigt i, hvad der foregår.
15 små film
På høringen kan du se 15 små et-minutters film på en storskærm. Der er lavet en lille film om hver medarbejder i Det boligsociale Sekretariat, og om det projekt, som han eller hun står for i helhedsplanen.