Nu er der kommet mere graffiti i Gellerup – men af den lovlige slags. Graffiti- og street art-gruppen Grisk, med Peter Birk i spidsen, startede torsdag med at tegne og male på en af murene over Gellerupsekretariatet på Gudrunsvej 78.
Grisk, som også var involveret i udsmykningen af Cirkus Tværs-facaden, gør det ganske gratis, fordi de synes, at det er den fedeste væg, og måske kan de bruge det i deres egen markedsføring, siger beboerkonsulent Pia Katballe Sørensen fra Gellerupsekretariatet.
Hun erkender, at det er en af Aarhus’ grimmeste bygninger, men nu får folk noget pænt at kigge på. Materialer og lift betales af de såkaldte byggerodsoasemidler, mens arbejdslønnen altså er gratis.
Træ med fem-seks huse
Motivet skal forestille et træ, hvor der vil være fem til seks huse i træet.
”Graffitien er en del af helhedsplanen, og skal være med til at gøre Gellerup pænere og mere ”hyggeligt”," siger Kenny Rehmeier, der står bag Visualize You, som er ansat til at lave film og tage billeder af Grisks motiv.
Motivet forventes at være færdigt på mandag.