Søndag eftermiddag blev en 93-årig kvinde påkørt af en bil på Sigridsvej, og hun døde natten til mandag af sine kvæstelser. Politiet efterlyser flugtbilisten, som påkørte hende.
Kvinden, som kom fra lokalområdet, vile kl. 13.20 krydse Sigridsvej ved udmundingen af Jettesvej. Her blev hun påkørt og alvorligt kvæstet, da hun til fods ville krydse Sigridsvej.
Bilen fortsatte væk fra uheldsstedet i retning mod City Vest. Bilisten stoppede kortvarigt, men gav sig ikke til kende og flygtede fra stedet.
Politiet efterlyser flugtbilisten, som kørte i en blålig Mazda 323 sedanmodel fra sidst i 90’erne. Politiet formoder, at bilen har skader på højre side.
Kvinden døde af sine kvæstelser klokken 01 natten til mandag på Aarhus Universitetshospital. Hendes pårørende er underrettet.
Vidner eller andre, der kan have oplysninger om bilen eller flugtbilisten, kan ringe til Østjyllands Politi på 114.