Det har medført nogen nervøsitet på Toveshøj, at den kommende placering af et lokalcenter KAN gå udenom Toveshøj. Intet er afgjort, men der er også kræfter, der ønsker, at lokalcentret forbliver i Gellerupparken.
Lokalcentret er kommet i spil, fordi det ikke kan blive på Gudrunsvej 82, som er en del af det betonkompleks, som om nogle år skal rives ned. Hvor skal det så flytte hen.
I brugerrådet er der en holdning til, at det skal blive i Gellerupparken. Dan Kristensen fra brugerrådet bragte således spørgsmålet op på Samvirkets årsmøde. Han oplevede dog ikke den store tilslutning til en placering "nede" i Gellerupparken.
Brabrand Boligforenings ad hoc-udvalg, som styrer helhedsplanen, melder efter et møde onsdag ud, at når både sundhedshuset og kommende plejeboliger placeres på Toveshøj, er det mest naturligt at placere lokalcentret her, fordi funktionerne hænger godt sammen.
Hvor lander plejeboligerne?
I teorien risikerer Toveshøj at gå glip af plejeboligerne, idet ældrerådmand Jette Skive (DF) har bedt om en samlet plan for udbygning af plejeboliger i kommunen. Så kan de risikere at "lande" et andet sted.
"Det er jeg nu ikke nervøs for," siger formanden for ad hoc-udvalget, Keld Albrechtsen:
"Vi har en krystalklar aftale i helhedsplanen om, at der skal indrettes 60-70 plejeboliger i en ombygget blok ud til Janesvej. Dette er et meget vigtigt element for Toveshøj, akkurat som ungdomsbyen er det for Gellerupparken."
Toveshøj en rationel løsning
Med hensyn til dagtilbuddet til seniorer og ældre beboere – dagcentret – er udfaldet knapt så klart.
"Det er helt forståeligt, at der opstår en diskussion, og folk vil gerne have det "tæt på" dem selv. Men i ad hoc-udvalget mener vi, at det er mest rationelt at have centret i sammenhæng med sundhedshuset og med plejeboligerne. Det er også noget, som de to afdelingsbestyrelser har en forventning om," siger Keld Albrechtsen.
Læs i morgen en kommentar til sagen fra afdelingsformand Anett Sällsäter Christiansesn.