Udstillingen ”Gulerod.” kan du netop nu opleve på Gellerup Museum. Værket er en del af udstillingen "Mig. Nu. Gulerod." – en udstilling af tre stærke, unge kvinder fra Gellerup.
"Gulerod." er skabt af kvinden Hanaan Ahmed, som har boet en del af sit liv i udlandet og oplevet mange forskellige steder og kulturer – herunder også sammenstød mellem kulturer. Hanaans udstilling giver indblik i de kulturelle misforståelser og fordomme, der er opstået i hendes møder med andre mennesker og kulturer.
Gennem små, sandfærdige historier viser Hanaan, hvordan eksempelvis englændere reagerer, når det danske flag sættes på bordet til en fødselsdag. Hvordan folk bliver forvirret over hendes danske accent og mørke hudfarve. Og at hun er dansk, fordi hun i et spørgeskema valgte ”gulerod” fremfor ”kål”.
Du kan se pigernes udstilling på Gellerup Museum frem til slutningen af maj.