I Tousgaardsladen på Edwin Rahrs Vej 6b laver fire lokale kvinder mad til begivenheder og virksomheder i Århus. Som praktikanter i Madpakkeonline stifter de bekendtskab med arbejdet i et køkken – under vejledning af lederen af Verdenscaféen, Lars Balslev Clausen.
Verdenscaféen og Madpakkeonline samarbejder ved at engagere folk fra Gellerup og give dem kompetencer indenfor køkkenarbejde. Personalet består således af kvindelige praktikanter, førtidspensionister og flex-jobbere.
Man har netop leveret mad over en 14-dages prøveperiode til it-virksomheden ”Boas Specialisterne”. Derudover har man leveret mad til Brabrand Boligforening, generalforsamlinger og til flere begivenheder i lokalområdet.
”Vi arbejder ligeledes hårdt på at komme i gang med Verdenscaféen og få en decideret café indrettet her i Tousgaardsladen,” fortæller Lars Balslev Clausen.
Nye aftaler
Mandag d. 1. juni starter Madpakkeonline med at levere mad til en ny samarbejdspartner – nemlig til Jobcentret på Silkeborgvej i Brabrand. Her har man lavet en aftale om at levere en varm ret om dagen til personalet – dog maksimalt til 40 personer.
”Vi serverer både etnisk og dansk mad,” lyder det fra Lars Balslev Clausen der uddyber: ”Men så vidt mulig undgår vi svinekød i vores retter. Og så bestræber vi os på at vores kød er halal-slagtet.” Maden leveres til alle interesserede. Man skal bare bestille maden dagen før på Madpakkeonline.dk. Ved udbringning skal der dog bestilles til mindst 10 personer.
En af ejerne af Madpakkeonline, Khasraw Silah, fortæller, at man arbejder på flere aftaler:
”Vi begynder levering til Jobcentret på mandag. Og så arbejder vi på andre ting, bl.a. at blive underleverandør til firmaet Frokost.dk. Så fremtiden er endnu lidt uvis, men vi håber på flere aftaler og flere ansatte i firmaet.”
"Vi lærer meget"
”Det er rigtig hyggeligt at komme her. Vi hjælper Lars i køkkenet, skærer grøntsager og laver maden. Vi lærer meget,” lyder det fra Serin, Thanushiya og Ha – tre ud af de fire kvinder i køkkenet. Hver morgen klokken otte møder kvinderne ind og begynder på dagens madlavning.
Udover madlavningen får kvinderne også uofficiel undervisning i Danmark og det danske sprog:
”Vi går dagligt og øver nogle danske ord og betegnelser for køkkenredskaberne. Og så spørger jeg ind til ting i samfundet,” lyder det drillende fra Lars Balslev Clausen.
”Ja han spørger os om alt muligt: hvor Helsingør ligger, hvilken ø København er på og sådan noget,” griner kvinderne og fortsætter: ”Men det er godt at lære sproget og noget om samfundet. Vi hygger os sammen.”