Gellerupparkens beboere bliver tirsdag den 16. juni indkaldt til ekstraordinært beboermøde, hvor de skal tage stilling til, om afdelingen skal have TV og bredbånd fra en ny udbyder. En aftale, der betyder, at afdelingen også får indlagt fibernet i alle lejemål.
Afdelingsbestyrelsens IT-udvalg har brugt et år på at finde den bedste løsning for beboerne og forhandle med tre forskellige tv-udbydere. IT-udvalget og afdelingsbestyrelsen har valgt YouSee som den bedste løsning. Konkret lyder tilbuddet, at prisen for grundpakken, der betales over huslejen, bliver på 104 kr. (mod i dag 135 kr.)
Udover grundpakken, som kendes i dag med 25 kanaler, får afdelingen seks ekstra ’etniske’ kanaler, som kommer med i grundpakken til samme pris. Som noget nyt kan beboere, der ikke ønsker at benytte sig af tv-pakken, i stedet vælge en bredbånd-forbindelse på 5 mbit.
Nyt fibernet
Med i aftalen hører, at der trækkes fibernet-kabler til alle lejligheder i Gellerupparken. Det sikrer høje hastigheder på nettet. Og så er der gratis service døgnet rundt.
Hurtig start
Hvis beboerne på beboermødet stemmer ja tak til den nye aftale, så vil arbejdet med at lægge fibernet ind i blokken går i gang efter sommerferien. Det
forventes, at den nye tv-udbyder den 1. januar 2016 vil være klar til at overtage efter Stofa, der i rigtig mange år har sørget for tv-kanaler til Gellerup.
Vælger beboerne YouSee betyder det samtidig, at Gellerupparken melder sig ud af Antenneforeningen Aarhus, der bruger Stofa som tv-udbyder.