”Vi har mange års tradition for at vide, at ingen kan løse tunge udfordringer alene. ’Fidusen’ ved Gellerupmodellen er, at alle sætter sig ned ved samme bord og taler sammen om at løse problemer.”
Sådan lyder fritids- og ungdomsleder Anders Glahn forklaring på, hvorfor Gellerupmodellen er lykkedes, og hvorfor både Gellerupmodellen og Samvirket nu skal kopieres til andre udsatte bydele i Aarhus.
Gellerupmodellen tog sit udgangspunkt i de tunge sociale problemer, som Gellerup havde for små 15 år siden, og daværende socialcenterleder Gitte Krogh tog initiativet til at få de kommunale ledere i Gellerup til at tale sammen – og handle.
Modellen virker!
Anders Glahn er en af dem, der har været med i Gellerupmodellen i mange år og kan bekræfte, at modellen virker.
”Her i Gellerup har vi formaliseret ledersamarbejdet, så vi har handlemuligheder, også i kritiske situationer. Byrådet har nikket ja til, at alle i Gellerup med ledelsesansvar i kommune, boligforening og politi mødes hver måned og tale om, hvordan det går, og hvad vi skal gøre i forskellige situationer,” siger Anders Glahn.
Det at kunne handle i kritiske situationer handler om, at Gellerupmodellen har nedsat et beredskab, som er en personkreds, som kan reagere, hvis der eksempelvis er optræk til uro. Ahmed Akkaris debatmøde i Gellerup i oktober 2013 var et eksempel på, at beredskabet mobiliserede mange frivillige og sørgede for god ro og orden.
Fællesskab i Samvirket
Samvirket er noget helt andet end ledermøderne. Anders Glahn, som også er med her, siger:
”Hvis vi i Gellerupmodellen synes, at vi har forstand på alt, så kan vi godt tro om. Vi har Samvirket, som er udtryk for fællesskabet i Gellerup, og at vi i lokalområdet handler i tillid til hinanden. Vi er som perler på en snor.”
Samvirket blev født ud af Urbanprojektet, som fokuserede på borgerinddragelse og projektarbejde i bydelen.
Anders Glahn mener, at Samvirket udfylder en vigtig funktion som koordinerende funktion mellem de lønnede (Gellerupmodellen) og de frivillige ildsjæle og alle foreningerne.
Dette er en af grundene til, at både Gellerupmodellen og Samvirket skal ”kopieres” til andre udsatte bydele i Aarhus.