Den vintermørke tid er over os, og vi lægger mærke til, når der mangler lys på stierne i Gellerup. Fem mænd gik forleden en tur i Gellerupparken og Toveshøj for at se, hvor der mangler belysning – noget der hurtigt vil blive rettet op på.
De fem repræsenterer boligforeningen, kommunen og lokalpolitiet. Fra boligforeningen fortæller projektleder på den fysiske helhedsplan, Kim Skjelmose:
Kobles bedre sammen
"Der er jo et sammensurium mellem det offentlige og Brabrand Boligforening, hvad angår belysning og stier. Lyskabler er koblet skidt sammen og hører til et gammelt system. Det kobler vi bedre sammen nu."
Den nye bypark er på vej, og belysningen planlægges samtidig, og den nuværende vej- og stibelysning i boligforeningens regie vil blive udbedret efter den liste, som de tre parter dannede efter rundturen.
På listen optræder steder som Janesvej-strækningen til Klubberne i Toveshøj, stier mellem de høje blokke på Gudrunsvej, et område bag klubberne i Gellerupparken, belysning ved gangbroen over Edwin Rahrs Vej (hvor vegetation skærmer for lyset) og flere andre steder.
Hurtig aktion
"Alle parter har ‘committed’ sig til at sikre en god belysning, så vi tager action så hurtigt, det lader sig gøre. Vi ved jo, at dårlig belysning kan medføre utryghed, og vi hører fra klubberne, at når området deromkring er ordentligt oplyst, så er der også nogenlunde roligt."
"Der er et ‘kanon’ samarbejde hele vejen rundt for at skabe mere tryghed i Gellerup," siger Kim Skjelmose.