Boksningen i Aarhus har i flere år været i krise, og i Gellerup har de ellers meget aktive amatørboksere lagt handskerne delvist på hylden. Dog har en gruppe pigeboksere under ungdomsskolen sørget for at holde dampen lidt oppe.
Men nu er boksehallen i kælderen under Tovshøjskolen igen fyldt med "håndmadder", der deles ud i bokseringen. 10-12 boksere træner ivrigt fem ud af ugens dage, og det tal vil snart stige.
Det lover den nye formand for Aarhus Athlet Klub, Finn Laumann. Han var i vinter med til at genrejse landets ældste bokseklub og sørge for, at der fortsat er aktiviteter på Oktobervej i Aarhus V og på Tovshøjskolen.
Nyhed på vej
På Tovshøjskolen er amatørboksningen i opstart:
"Her ved sæsonstart er der ikke helt så mange til træning. Vi ved, at der normalt vil være en yderlig tilgang lidt længere hen på sæsonen," fortæller han.
Og så kommer han med en nyhed, som nok vil interessere en del i Gellerup: et nyt motionshold og et begynderhold er på vej, og de skal have plads i ringen tirsdage og torsdage fra kl. 18.30.
Klubben har kontakt til nogle dygtige unge boksere, der forhåbentlig vil stå for træningen til begyndere og motionister.
"Så forventer vi yderligere en tilgang. Derudover arbejder vi lige nu på at tilknytte nogle mere etablerede boksere til klubben," siger Finn Laumann.
Glahn faldt fuldstændig til ro…
I Gellerup samarbejder bokseklubben med ungdomsskolen, som ejer bokseringen og har oprettet pigeboksning som et tilbud. Så nu bliver der også noget for drenge og bydelens voksne at give sig til.
Det glæder fritidsleder Anders Glahn rigtig meget:
"Jeg var til møde med klubben i sidste uge, og jeg faldt fuldstændig til ro! Jeg er meget tilfreds med, at klubben har fået nogle af de "gamle" trænere tilbage, blandt andet Jan Thieleman, som alle herude kender og respekterer."
Ud over Thieleman er ansat Dennis Brændstrup og også den tidligere professionelle bokser Tage Nielsen som trænere.
"De skal være med til at styrke ungdomsarbejdet, for det gavner også eliten," siger Anders Glahn.
Thieleman har i en årrække været boksetræner i Gellerup og formand for Brabrand Bokseklub, da den eksisterede. I 2011 fik han Samvirkets ildsjælepris for sin store indsats for områdets bør og unge.