Ida er i praktik som socialrådgiver og sidder hver dag på det boligsociale sekretariat, og hver torsdag nede i jobcaféen i Yggdrasil.
Hun kommer oprindelig fra Jyderup ved Holbæk, og har i flere år arbejdet som salgsassistent og senest som bestyrer. Hun er oprindelig uddannet butiksassistent, men er nu skiftet til den 3½-årige socialrådgiveruddannelse.
Metoder til praksis
Ida synes det er udfordrende at skulle omsætte metoder og teorier hun har læst om i bøger, til praksis, men synes også det er det der gør praktikken fed. Der findes kun én praktikperiode på socialrådgiveruddannelsen, så hun sørger for at få så meget ud af det som muligt.
Hun hjælper beboerne med så forskellige ting som at finde jobannoncer, skrive jobansøgninger, skrive CVer, eller i det hele taget oprette CV, og også kontakten til kommunen kan hun hjælpe med. Ida kan i det hele taget hjælpe med stort og småt, og hvis hun ikke kan hjælpe med en bestemt ting, så kender hun nogen der kan.
Hun er her kun i kort tid endnu
Ida synes selv det er en positiv oplevelse at være i praktik i Det Boligsociale Sekretariat, og du kan nå at få en snak med hende endnu; hendes praktik slutter nemlig først om fire uger, midt i juni.
Hvis du gerne vil have en snak med hende, så sidder hun på kontoret ved siden af Foreningernes Hus hver dag fra 8-16, bortset fra om torsdagen fra 13-15, hvor der er jobcafé i Yggdrasil, det gule hus midt på Karen Blixens Boulevard.