Der er mange måder at læredansk på, hvis man er barn med tosproget baggrund. Nogle lærer deres modersmål først, andre lærer to sprog samtidig. I nogle familier taler børnene til deres forældre og får svar på modersmålet.
Kun ét er helt sikkert: kan dit barn ikke et godt dansk, når det starter i skolen, er det allerede bagud på point.
Rasmieh Ismail bor på Gudrunsvej, har arbejdet på fabrik og syet tøj for andre, og hun har opdraget fire børn. Hun er vokset op i Irak og kom hertil som flygtning for 20 år siden sammen med sin mand. Hendes børn er i dag 20, 19, 17 og 13 år. De tre ældste er piger.
De har jo klaret sig godt
Rasmieh har sin haft sin egen metode, som har hjulpet både børnene og hende selv:
”Da jeg kom til Danmark og fik mine første børn, var jeg ikke selv god til dansk. Men de kom i vuggestue og børnehave, så de kunne lære dansk, fordi det var vigtigt for mig, at de blev en del af det danske samfund.
Da min ældste datter blev omkring otte år, blev hun syg, og på hospitalet sagde en læge, at hun skulle opereres for blindtarmsbetændelse, og jeg skulle skrive under på et stykke papir. Jeg forstod slet ikke, hvad jeg skulle skrive under på. Så besluttede jeg, at NU skulle jeg lære at tale dansk. Og det skulle mine børn hjælpe mig med!
Siden dengang har vi haft den regel i familien,at de fire første dage i ugen taler vi alle sammen dansk. Og fredag-lørdag-søndag taler vi kun arabisk, ja og så også farsi og kurdisk.
Mine børn har efterhånden lært mig at tale et nogenlunde dansk. Og de har lært fire sprog!”
Fortsat ”legestue” i weekenden
Rasmieh fortæller videre, at de to ældste piger har uddannet sig til klinikassistent, den tredje går i gymnasiet, og drengen går i skole.
”De to ældste er flyttet hjemmefra, og når de besøger os – det er jo mest lørdag eller søndag – så foregår det på arabisk. Og vi hører kun arabisk, persisk eller kurdisk musik!”
I dag er Rasmieh Ismail frivillig i Kvindehuset i Viby, er besøgsven og nu også kursist hos Bydelsmødre i Gellerup.
Alt sammen gjort muligt på grund af den ”sproglige legestue”, som hun kalder den.