Forbundet af Islamiske Foreninger (FIF) indkalder i samarbejde med en række foreninger til demonstration i morgen, fredag kl. 14:30.
Demonstrationstoget starter ved Ringvejkrydset ved Edwin Rahrs Vej, og går ind til krydset ved Lenesvej/Edwin Rahrs Vej.
Demonstrationen er arrangeret i samarbejde med foreninger mv. som FIF har involveret i forberedelserne. Det er Brabrand Boligforening, afdeling 4 og 5, Bazar Vest, borgmesterkontoret og flere politiske partier.
FIF har udsendt følgende pressemeddelelse:
Varsling om demonstration
Efter knap en måned med bande relateret kriminalitet i den vestlige del af Aarhus hvor Gellerupparken er særligt ramt, har vi fået nok. Urolighederne skaber utryghed og bekymring for både borgere, erhvervsliv og civilsamfund i området. Det har fået os til at forene vores indsats mod den form for kriminalitet i vores område, dog skal det siges at bandekriminaliteten ikke kun udgør en trussel for Gellerupparken, men for hele Aarhus.
Vi vil derfor afholde en demonstration Fredag d. 16/6-17 kl 14:30 på Edwin Rahrs Vej ved Ringvejkrydset.
Formålene med demonstrationen er følgende:
– At sige fra over for banderne
– At støtte op omkring politiets indsats
– At sende et opråb om hjælp til politikerne
– At vise banderne at vi er flere end dem, større end dem og stærkere end dem
– At tage en for holdet for hele Aarhus
Vi appellerer til alle Aarhusianere om at komme og støtte kampen mod bandekriminalitet i Aarhus.
FIF afholdt også en demonstration mod banderne i sidste uge, men den blev afbrudt af et skyderi ved Bazar Vest.