Tim Christensen, en af Danmarks største musikere, spiller lørdag den 29. juli en magisk koncert under åben himmel på EUTOPIA International Festival midt i Gellerup.
Alle er inviteret med til gratis folkefest i intime rammer på festivalpladsen.
Om valget af Tim Christensen siger festivalens kunstneriske leder Brigitte Christensen:
”EUTOPIA fokuserer på mødet med kunstnere, der på autentisk vis har skabt sit eget unikke og personlige univers. Vi er derfor utroligt glade for, at Tim Christensen vil sætte et poetisk ”komma” for festivalen med en magisk, stærk og drømmeagtig lørdag aften.”
Koncerten med Tim Christensen indgår i et stærkt aftenprogram med fakkeloptog gennem Gellerup. I pressemeddelelsen står:
I fakkeltoptog til koncerten
Publikum mødes i hjertet af Gellerup og følges i samlet flok til koncertområdet i et lysende fakkeloptog.
Her mødes de af den berømte Taiko-trommespiller Ichitaro, der sender sine overvældende og stærke rytmer ud over festivalen.
Dertil kommer den fremadstormende dansk-tyrkiske sangerinde Luna Ersahin, som blandt andet deltog i åbningsceremonien for Kulturhovedstadsåret. Hun beriger os med sin skønne stemme, inden Tim Christensen tager over, mens solen går ned, og alle går videre i livet akkompagneret af hans underbare toner.