I tirsdags blev en 30-årig mand anholdt på Edwin Rahrs Vej for at nægte at lade sig visitere.
Ifølge døgnrapporten holdt manden sine hænder i lommerne og råbte flere gange, at betjentene ikke fik lov til at visitere ham. Han blev derfor anholdt og sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Edwin Rahrs Vej ligger inde i den visitationszone Østjyllands Politi indførte for godt en uge siden, som en del af indsatsen imod den igangværende bandekonflikt.
Visitationszoner kan indføres efter politiloven, hvis de kun gælder for et begrænset sted og en begrænset periode. I dette tilfælde gælder zonen frem til 24. juli i et defineret område i Aarhus Vest.
Visitationszonen, der blev indført for to uger siden
Hvad er en visitationszone?
En visitationszone er et område, hvor politiet kan “besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben.” (Politilovens § 6, stk. 1)
Jens Espensen, politikommissær hos lokalpolitiet i Aarhus Vest, understreger at normale borgere i Gellerup og Toveshøj ikke skal forholde sig anderledes nu, end de har gjort tidligere. Han siger: “Vi går målrettet efter dem som vi skønner er en del af bandekonflikten.”
Han fortsætter: “Vi har helt klart behov for at se lidt nærmere på udefrakommende."
Jens Espensen fremhæver, at lokalpolitiet kender området, gennem de relationer, der er opbygget gennem tiden, så de kan godt se når der er nye i området.